DJH - Danmarks Journalisthøjskole
Kære Karin Degn-Andersen
Tak for brevet af 19. december 2006, som er indsendt på vegne af personalegruppen ved Danmarks Journalisthøjskole.
Forslaget til lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser (L 188), som fremsat for Folketinget den 13. marts 2007, er i overensstemmelse med jeres ønsker, idet Danmarks Journalisthøjskole – som følge af dens særegne karakter som national uddannelsesinstitution - ikke indgår i professionshøjskoledannelserne.
Efter L 188 er der derimod lagt op til, at journalisthøjskolen overgår til selveje inden for den offentlige forvaltning, og at den efterfølgende kan sammenlægges med Den Grafiske Højskole til en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning, hvis bestyrelserne for de to institutioner ønsker det.
Ønskes de to institutioner sammenlagt, bliver der etableret en ny uddannelsesinstitution, hvor lov om Danmarks Journalisthøjskole ikke kan finde anvendelse fuldt ud for den nye selvejende institution. Derfor vil der i givet fald blive fremsat lovforslag herom i folketingsåret 2007-08.
Jeg er enig i vigtigheden af, at bestyrelsen for Danmarks Journalisthøjskole - og i givet fald for den kommende nye sammenlagte institution – sammensættes af personer med de rette kompetencer. Det har også været et bærende princip for forslaget til sammensætning af de kommende bestyrelser for professionshøjskolerne efter L 188.
Sammenlægges Danmarks Journalisthøjskole og Danmarks Grafiske Højskole til en ny uddannelsesinstitution, vil der skulle udarbejdes en vedtægt for den nye institution, som skal godkendes af undervisningsministeren, og hvori bl.a. sammensætningen af bestyrelsen fastsættes.
Jeres synspunkter vil indgå i det videre arbejde.