Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 8 (Alm. del):

I brev af 11. oktober har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 8:

"Giver Interesseorganisationen for handelsskolernes ledelsers (HFI) såkaldte hhx-modelskole et realistisk billede af virkeligheden, når modelskolen har et underskud på 4.826 kr. pr. årselev, og hvad vil ministeren i bekræftende tilfælde gøre for at rette op herpå?"

 

Svar:

Undervisningsministeriet er ikke bekendt med, hvilke beregningsforudsætninger der ligger til grund for HFI’s modelskole, og har derfor ikke mulighed for at vurdere, om den tegner et realistisk billede af virkeligheden. Den faktiske udgift pr. elev afhænger af en lang række faktorer, herunder holdstørrelser og forberedelsesnormer, der varierer fra skole til skole.

 

Det kan dog oplyses, at der i 2005 var et mindre underskud pr. årselev for udbyderne af hhx, mens der i 2004 var et mindre overskud.

 

Regeringen har siden 2002 gennemført en række forbedringer for hhx bl.a. ved en selektiv takstforhøjelse i 2002 på 51,7 mio. kr. og gennem en permanent takstforhøjelse på 25 mio. kr. i 2003 og 11,7 mio. kr. i 2004 ved udmøntningen af flerårsaftalen (alle beløb i 2006-priser). Jeg har aktuelt ingen planer om at ændre yderligere på taksterne til hhx.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder