Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 66 (Alm. del):
I brev af 5. januar 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 66:
â€Er det korrekt, at den seneste ændring af bekendtgørelse om specialundervisning i folkeskolen vedrørende specialundervisning uden for klassen i skoletiden, alene tager sigte pÃ¥ at hindre, at specialundervisningselever gÃ¥r glip af decideret fælles klasseundervisning - hvoraf følger, at specialundervisning, fx læsekurser, fortsat kan finde sted inden for den almindelige skoletid, under forudsætning af at klassen ikke modtager fælles klasseundervisning samtidig, men arbejder med individuelt tilrettelagte opgaver?â€
Svar:
De gældende bestemmelser om tilrettelæggelse af folkeskolens specialundervisning fremgår af § 9 i bekendtgørelse nr. 1373 af 30. november 2005 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
I bekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 2, er det fastsat, at for elever, som bevarer tilhørsforholdet til den almindelige klasse, skal den specialpædagogiske bistand gives som særligt tilrettelagt undervisning i et eller flere fag uden for den almindelige undervisningstid. Desuden kan specialundervisningen gives som støtte til den almindelige undervisning.
Det er hensigten med bestemmelsen, at elever, der har særlige behov, ikke må gå glip af klassens undervisning for at modtage specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.
Efter min opfattelse er det dybt bekymrende, at en elev, der eksempelvis har behov for specialundervisning i faget dansk, bliver taget ud af eksempelvis matematiktimerne i den almindelige klasse, således at eleven går glip af klassens undervisning i dette fag. Det er det, vi vil undgå ved bestemmelsen.
Der er derfor intet til hinder for, at en elev får specialundervisning, herunder deltager i læsekurser, i de timer, hvor klassen ikke modtager fælles klasseundervisning, men hvor de andre elever arbejder med individuelt tilrettelagte opgaver.
Jeg vil samtidig gøre opmærksom på, at hvis skolens leder vurderer, at en elev, der har bevaret tilhørsforholdet til den almindelige klasse, ikke får tilstrækkeligt udbytte af at deltage i klassens almindelige undervisning i et eller flere fag, kan den særligt tilrettelagte undervisning i det pågældende fag foregå parallelt med klassens undervisning. Beslutning herom træffes af skolens leder efter samråd med forældrene. De nærmere bestemmelser herom fremgår af bekendtgørelsens § 9, stk. 2 og 3.
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.