Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 6 (Alm. del):

I brev af 10. oktober 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 6:

"Hvilken betydning har det for økonomien på handelsgymnasierne, at man i forslaget til finanslov for 2007 undlader at fremskrive elevtilgangen demografisk i modsætning til sædvanlig praksis?"

 

Svar:

På finanslovsforslaget finansieres udgifter til aktivitet på baggrund af tilgangsniveauet til og med 2006 fortsat under Undervisningsministeriets ramme (§ 20). Det gælder også eventuelle merudgifter ved stigende bestand efter 2006, som skyldes afløb fra stigende tilgang før 2007 (fx hvis de nuværende elever på 2. årgang, som bliver 3. årgang til næste år, er større end den nuværende 3. årgang på uddannelsen).

 

Det er på forslag til finanslov for 2007 derudover forudsat, at Globaliseringspuljen på § 35 skal finansiere de fremadrettede udvidelser af kapaciteten, der er nødvendige for at realisere uddannelsesmålsætningerne om bl.a. ungdomsuddannelserne.

 

Det har derfor ingen betydning for økonomien på handelsgymnasierne, at elevtilgangen på finanslovsforslaget for 2007 ikke er fremskrevet demografisk på Undervisningsministeriets § 20, da der er afsat penge hertil i Globaliseringspuljen under § 35. Disse midler forventes overført til Undervisningsministeriets konto (§ 20) på ændringsforslaget til finansloven for 2007.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder