Uddannelsesudvalget

Folketinget

 

Svar på spørgsmål 263 (Alm. del – spørgsmål 263):

I brev af 19. september 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:             4. oktober 2007

 

Spørgsmål 263:

"Hvordan forholder ministeren sig til det faktum, at det fortsat er svært for etniske unge og for bogligt og socialt svage elever at skaffe sig en praktikplads?”

 

Svar:

Antallet af indgåede uddannelsesaftaler stiger fortsat, og antallet af praktikpladssøgende er også faldende. Det er en udvikling, som i høj grad er kommet indvandrere og efterkommere til gode.

 

Fra 2003 til 2006 var der en fremgang i antal indgåede uddannelsesaftaler for alle elever på 38 pct., men hvis der alene ses på gruppen af indvandrere og efterkommere, var fremgangen på hele 67 pct.

 

I 2003 havde 89 pct. af de etnisk danske elever, der var i gang med en erhvervsuddannelses hovedforløb, en praktikplads, mens 11 procent var i skolepraktik. De tilsvarende tal for indvandrere og efterkommere var 69 og 31 pct.

 

I 2006 havde 97 pct. af de igangværende etnisk danske elever en praktikplads, mens 3 pct. var i skolepraktik. De tilsvarende tal for igangværende indvandrere og efterkommere var 86 og 14 pct. Der er altså tale om en klar forbedring i forhold til 2003 for begge grupper, men især for indvandrere og efterkommere.

 

Denne udvikling er fortsat i 2007.

 

Med hensyn til spørgsmålet om vanskeligheder for bogligt og socialt svage elever med hensyn til at skaffe sig en praktikplads, kan jeg oplyse, at vi ikke har tilsvarende statistisk viden om, hvordan unge, som alene kan karakteriseres på denne måde, klarer sig på praktikpladsmarkedet i sammenligning med bogligt og socialt stærke elever.

 

Jeg kan blot henvise til, at antallet af skolepraktikelever og antallet af praktikpladssøgende i det hele taget er historisk lavt, at grundforløbet blandt andet er beregnet til at øge deltagernes boglige og sociale kompetencer, og at hele den indsats, som jeg har omtalt i svaret på udvalgets spørgsmål 262, tager sigte på, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse, herunder at en stærkt stigende andel af de unge skal have en erhvervsuddannelse.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder