Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 231 (Alm. del - bilag 413):

 

I brev af 29. august 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 122:

"Vil ministeren kommentere henvendelsen fra Simone Flensborg Madsen om rabat via SU-kort på videregående uddannelser, jf. alm. del – bilag 413"

 

Svar:

Der har i mange år været en befordringsordning til ungdomsuddannelser. Ordningen retter sig imod elever, der oftest bor hjemme og er forsørget af forældrene. De fleste af disse elever får ikke SU, da de er under 18 år.

 

Rabatordningen for studerende ved videregående uddannelser har eksisteret siden 1. januar 1997. Før ordningen trådte i kraft, var det ikke muligt at få hjælp til transport, hvis man gik på en videregående uddannelse. Unge i videregående uddannelser er ofte mobile og flytter tæt på uddannelsesstedet. Ordningen blev indrettet med en rabat på 65 pct. af den del af prisen, der overstiger egenbetalingen på 385 kr. for 30 dage (2007 priser) og der kan maksimalt gives 641 kr. i rabat for 30 dage. Denne udformning giver en maksimal dækning på mellemlange rejser – fx på strækningen Roskilde - København, hvilket også var nødvendigt for at rabatordningen kunne finansieres inden for de økonomiske rammer, der blev stillet til rådighed.

 

Indtil 2006 var der i befordringsordningen for ungdomsuddannelser en betingelse om at vælge nærmeste skole. Ellers blev kun 50 procent af transportudgifterne dækket. Betingelsen om nærmeste skole, der havde visse uddannelsespolitiske ulemper, udgik i forbindelse med, at den tidligere amtskommunale ordning overgik til staten som led i kommunalreformen. Jeg har den 13. september 2007 sendt et udkast til ændring af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. i høring, hvor det blandt andet foreslås, at der kan fastsættes en øvre grænse for rabat, så befordringsrabatordningen til ungdomsuddannelser ikke til fulde tilgodeser elever, der vælger et uddannelsessted, der ligger uforholdsmæssigt langt fra elevens bopæl, fx i en anden landsdel.

 

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder