Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 230 (Alm. del):
I brev af 29. august 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:                  1. oktober 2007
                                                                          Â
SpørgsmÃ¥l 230:                                                                                                       Â
"Ministeren har i sit svar på alm. del, spørgsmål 116 skrevet, at det ikke giver mening længere at snakke om klassekvotienter på stx, hhx og htx på grund af kravet om varierede undervisnings- og arbejdsformer. Derfor kan ministeren heller ikke give et skøn over, hvad et loft på 28 elever i de gymnasiale uddannelser vil koste. Vil ministeren i denne forbindelse svare på følgende:
- Optages eleverne i stamklasser på alle de gymnasiale uddannelser ved studiestart eller senest efter grundforløbet?
- Hvis eleverne optages i stamklasser, hvorfor kan det så ikke lade sig gøre at lægge et loft over stamklassens størrelse ved studiestart eller efter grundforløbet?
- Hvis der kan lægges et loft over stamklassens størrelse på 28 elever, hvad vil et sådant loft så skønsmæssigt koste?"
Svar:
a) I alle de gymnasiale uddannelser optages eleverne i grundforløbet som helhed. I stx skal skolens leder fordele eleverne på klasser og hold i grundforløbet og (som udgangspunkt nye klasser og hold) i studieretningsforløbet. For hhx og htx gælder dette ikke for grundforløbet, men udelukkende for studieretningsforløbet.
Gennem det halve år i grundforløbet i alle tre uddannelser vælger mange skoler i praksis forskellige organiserings- og tilrettelæggelsesformer. Eksempelvis kan et gymnasium vælge at have kun én stamklasse med 100 elever eller fire stamklasser à 25 elever i grundforløbet. I førstnævnte tilfælde bliver undervisningen kun sjældent gennemført i stamklassen, men som hovedregel i mindre enheder med skiftende sammensætning. En sådan skiftende organisering af undervisningen og holdstørrelserne understøtter gymnasiereformens intentioner om variation i undervisnings- og arbejdsformerne.
b) Teknisk set vil det være muligt at fastsætte en øvre grænse for antallet af elever pr. klasse. Men det ville være en hindring for skolernes muligheder for at kunne tilrettelægge undervisningen fleksibelt, og hertil kommer, at mange elever ikke ville kunne få opfyldt deres studieretningsønske.
c) I analysen af økonomien på hhx- og htx-uddannelserne foretaget af Undervisningsministeriet og Finansministeriet i foråret 2007 er der beregnet vægtede gennemsnitlige holdstørrelser på grundforløbene i det omfang, det har kunnet lade sig gøre. De vægtede gennemsnitlige holdstørrelser på grundforløbene er på hhx 30,2 elever, på htx 24,5 elever og på stx 27,3 elever. Det vil således ikke ud fra en gennemsnitsbetragtning koste ekstra penge at indføre et loft på gennemsnitlig 28 elever pr hold i grundforløbet på htx og stx. På hhx vil undervisningstaxameteret pr. årselev i forhold til taksten i 2007 skulle hæves med ca. 500 kr. under forudsætning af, at 28 elever skal udløse samme undervisningstaxametertilskud, som 30,2 elever gør i dag. Dette svarer til en samlet udgift på ca. 13 mio. kr. i 2008. Regnestykket viser udgiften til undervisningstaxameteret ved at sænke den vægtede gennemsnitlige holdstørrelse med ca. 2 elever på grundforløbet.
Det skal understreges, at denne gennemsnitsbetragtning ikke tager højde for den enkelte skoles konkrete omkostninger ved at indføre et loft på 28 elever. Dette ville kræve et detaljeret kendskab til den faktiske fordeling af alle klasser og kendskab til den enkelte skoles faktiske omkostninger.
Det løft på 2.400 kr. pr. årselev, som hhx har fået på regeringens forslag til finanslov, er først og fremmest givet for at udligne forskellen mellem tilskuddet til hhx og stx. Det er op til den enkelte skole at prioritere anvendelse af takstforhøjelsen på den for skolen mest hensigtsmæssige måde. Takstforhøjelsen er med andre ord ikke givet for at sikre ens klassekvotienter på alle de gymnasiale uddannelser, men det står skolen frit for at prioritere lavere holdstørrelser.
Det skal i øvrigt bemærkes, at der i regelsættet ikke stilles krav om oprettelse af klasser på grundforløbet på hhx-uddannelsen, jf. ovenfor, og at en indførelse af et loft for holdstørrelserne vil kræve lovændring.
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer
Bertel Haarder