Folketingets Uddannelsesudvalg

Folketinget

 

Svar på spørgsmål 216 (Alm. del - bilag 398):                                                        20. august 2007

I brev af 9. august har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 2. august 2007 fra Torben Hoffmann vedrørende manglende A-bonus, jf. alm. del - bilag 398."

 

Svar:

For så vidt angår de i bilag 398 anførte karakterer og omregningseksempler, henvises til besvarelsen af spørgsmål 56 (Alm. del) der vedlægges.

 

Jeg kan oplyse, at videnskabsministeren og jeg har besluttet, at ansøgere til de videregående uddannelser med adgangsbegrænsning i 2007, som ikke har fået tilbudt en studieplads og som opfylder nedenstående kriterier, skal tilbydes en studieplads hhv. en stand by plads.

 

For ansøgere med en adgangsgivende eksamen med et eksamensgennemsnit efter 13-skalaen, der ikke har fået tilbudt en studieplads, og som er berettiget til justering af eksamensgennemsnittet, foretages en ny beregning af det justerede eksamensgennemsnit således:

 

Eksamensgennemsnittet fra den adgangsgivende eksamen (i 13 skalaen) multipliceres med 1,03 og afrundes til én decimal efter de sædvanlige afrundingsregler, hvorefter det således justerede gennemsnit i 13-skalaen oversættes til 7-trins-skalaen.

 

Hvis det således beregnede gennemsnit er større end eller lig med grænsekvotienten for tilbud om en studieplads på den pågældende uddannelse, og ansøgeren opfylder en evt. aldersgrænse, skal ansøgeren straks tilbydes en studieplads.

 

Hvis det således beregnede gennemsnit er større end eller lig med grænsekvotienten for tilbud om en stand-by plads på den pågældende uddannelse, og ansøgeren opfylder en evt. aldersgrænse, skal ansøgeren straks tilbydes en stand by plads.

 

Nyberegning af eksamensgennemsnittet skal også foretages for ansøgere, der allerede har fået tilbudt en stand-by plads med henblik på evt. direkte optagelse, og for ansøgere, der allerede har fået tilbudt en studieplads på en lavere prioritet, med mindre der er tale om, at den pågældende har fået tilbudt en studieplads på den samme uddannelse ved en anden institution.

 

Det er uddannelsesinstitutionen, hvor der er søgt optagelse på, der vil foretage den konkrete sagsbehandling, og de unge vil snarest muligt blive kontaktet med henblik på revurdering af deres eksamensgennemsnit.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder