Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

   

 

Svar på spørgsmål 2 (Alm. Del)

I brev af 4. oktober 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 2:

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 29/8-06 fra HFI vedr. – Interesseorganisationen for handelsskolernes ledelser vedrørende FFL07 og hhx, jf. UDU alm. del bilag 7"

 

Svar:

HFI – Interesseorganisationen for handelsskolernes ledelser påpeger i henvendelsen, at de økonomiske vilkår for det almene gymnasium er bedre end for hhx.

 

Det er rigtigt, at vilkårene er forskellige. Der er flere årsager hertil.

 

De uens økonomiske vilkår skyldes dog ikke alene styringsmæssige forskelle mellem stx og hhx. Overenskomsterne på området betyder således, at der er forskellige normer for forberedelse og opgaveretning på de to gymnasietyper, hvilket har stor betydning for enhedsudgifterne. Der er desuden en række udgifter forbundet med de naturvidenskabelige fag for de almene gymnasier, som ikke findes for hhx, ligesom de almene gymnasier er lovgivningsmæssigt forpligtet til at gennemføre undervisning med lave holdstørrelser, når et fag først er udbudt.

 

Det vigtigste for mig er ikke alene taxametrenes størrelse, men at institutionerne er i stand til at løfte deres respektive opgaver med en forsvarlig kvalitet. For at sikre dette har regeringen siden 2002 gennemført en række forbedringer for hhx bl.a. ved en selektiv takstforhøjelse i 2002 på 51,7 mio. kr. og gennem en permanent takstforhøjelse på 25 mio. kr. i 2003 og 11,7 mio. kr. i 2004 ved udmøntningen af flerårsaftalen (alle beløb i 2006-priser).

 

 

 

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen

Fungerende undervisningsminister