Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 18 (Alm. del):
I brev af 31. oktober 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 18:
â€Ministeren bedes kommentere henvendelse fra Produktionsskoleforeningen vedr. ændring af reglerne for ekskursioner og udvekslingsophold for produktionsskoledeltagere, jf. alm. del - bilag 38.â€
Svar:
En analyse af produktionsskolernes rejseaktiviteter har vist, at 2/3 af landets produktionsskoler foretog 1-2 rejser i det undersøgte tidsrum fra 1. december 2003 til 30. november 2004.
Udlandsopholdene vurderes i mange tilfælde at være uden forbindelse til skolernes værkstedsundervisning, idet formålet primært har været udvikling af personlig, social og kulturel karakter. Det faglige udbytte er ofte beskedent, og opholdene synes i mange tilfælde at kunne forveksles med ferieophold. Dette gælder navnlig ophold som udelukkende indbefatter fysisk aktivitet som f.eks. skiture.
Efter gennemførelse af de påtænkte regelændringer vil der være krav om, at eventuelle ekskursioner eller udlandsophold skal være fagrettede i tilknytning til værkstedsundervisningen. Det udelukker ikke, at det fortsat vil være muligt at styrke de unges personlige, kulturelle og sociale kompetencer, men det skal fremover være med et konkret udgangspunkt i de faglige aktiviteter.
Herved opnår vi, at produktionsskolernes opgave ikke udvandes, og at der på den enkelte skole sættes fokus på den pædagogiske vurdering af, hvilke aktivitetstyper der bedst opfylder undervisningsformålet.
De nye regler vil udelukke skiture, mens f.eks. et tømrerværksteds deltagelse i et byggeprojekt i udlandet, som styrker elevens faglige, personlige, kulturelle og sociale kompetencer, sagtens kan fortsætte.
Som reglerne er i dag, har produktionsskolerne mulighed for i beregningsgrundlaget at indregne op til 10 timer pr. dag i op til 28 dage pr. elev, som deltager i aktiviteter i udlandet.
Dette medfører, at udlandsophold efterfølgende for produktionsskoledeltagerne kan udløse afspadsering med fuld skoleydelse svarende til forskellen mellem normaltimetallet pr. uge (typisk 32-35 timer) og den tid, der er brugt i udlandet. Dette betyder eksempelvis, at et 7-dages udlandsophold med en timeberegning på 10 timer pr. dag tæller for 70 timers aktivitet, hvilket efterfølgende kan udløse afspadsering for eleven i en uge eller mere.
Det betyder altså, at eleven reelt kan holde fri med skoleydelse i mindst en uge efter at have været på en sådan udenlandsrejse. Denne mekanisme stemmer ikke overens med produktionsskolernes grundlæggende formål.
Med ændringen af tilskudsbekendtgørelsen vil eleven ikke optjene timer til efterfølgende afspadsering, idet der højst kan medregnes skolens normaltimetal.
Ophold i udlandet vil som hidtil højst kunne vare i alt 28 dage for den enkelte elev. Som noget nyt bliver der et loft på 14 sammenhængende dage for hvert enkelt udlandsophold. Varighedsbegrænsningen er valgt under hensyn til iagttagelse af princippet om løbende ind- og udslusning og dermed også under hensyn til at undgå, at elever har et længere ophold på produktionsskolen end nødvendigt. Formålet med udlandsopholdet bør i almindelighed kunne opnås inden for 14 dage.
Loftet på 14 dage vil dog ikke gælde for et ophold, der er et led i et EU-udvekslingsprogram, idet disse arrangementer meget ofte er programsat til ca. 3 uger fra den europæiske arrangørs side.
Jeg kan oplyse, at spørgsmålet om ikrafttrædelsestidspunktet overvejes på baggrund af høringen.
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.