Svar på spørgsmål 179 (Alm. del):
I brev af 14. juni 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 179: "Vil ministeren give eksempler på, hvilke økonomiske fordele der er for de selvejende uddannelsesinstitutioner ved den statslige indkøbsaftale?"
Svar:
I foråret 2007 blev der gennemført en analyse af de selvejende institutioners økonomi. Analysen konkluderer, at der er et samlet effektiviseringspotentiale på 215 mio. kr. i 2008 stigende til 231 mio. kr. i 2010 ved, at de selvejende institutioner benytter sig af de fire indkøbsaftaler i første fase af statens indkøbsprogram.
På FFL08 skal der udmøntes et potentiale på i alt 158 mio. kr. på hele selvejesektoren, hvoraf Undervisningsministeriets selvejende uddannelsesinstitutioners andel udgør ca. 120 mio. kr.
De 158 mio. kr. udmøntes årligt i perioden 2008-2010 med 100 mio. kr. til finansiering af politiaftalen, som alle Folketingets partier – undtaget Enhedslisten – har indgået, og 58 mio. kr. til finansiering af fødevarekontrollen i overensstemmelse med politisk forlig om styrkelse af fødevarekontrollen mellem alle Folketingets partier.
Partierne er enige om, at det resterende merpotentiale på 57 mio. kr. i 2008 stigende til 73 mio. kr. i 2010 skal forblive i selvejesektoren. Udgangen kan altså blive, at institutionerne rent faktisk kommer til at tjene penge på at bruge aftalerne.
De selvejende uddannelsesinstitutioner kan således drage økonomisk fordel af at bruge de statslige indkøbsaftaler, fordi de kan opnå besparelser på en række varer.
Til eksempel på disse økonomiske fordele skal det fremhæves, at de selvejende institutioner under Undervisningsministeriet ifølge analysen kan opnå besparelser på 66 - 80 pct. på kuglepenne, på 18 - 52 pct. på printertoner, på 59 - 70 pct. på kontorstole og på 46 - 50 pct. på desktops.
Det er endvidere aftalt, at de selvejende institutioner ikke skal forpligtes til at anvende de statslige indkøbsaftaler, men at de skal have mulighed for at tilslutte sig aftalerne på frivillig basis. Hvis uddannelsesinstitutionerne vurderer, de kan opnå bedre priser selv, er de således velkomne til at gøre det.
Jeg henviser i øvrigt til mit svar på udvalgets spørgsmål 177 (alm. del – bilag 363).
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer