Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 168 (Alm. del):

I brev af 30. maj 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 168:

”Vil ministeren fremsende justeret tidsplan for, hvornår afgangsprøver og test i folkeskolen er fuldt indfaset både for så vidt angår tekniske løsninger og indholdsmæssige løsninger?”

 

Svar:

Jeg kan med hensyn til folkeskolen afgangsprøver oplyse, at prøverækken er blevet udvidet med en række fag, hvori der ikke tidligere var prøve.

 

Udviklingen af de nye prøver er gået efter planen. Der har efter denne plan været udsendt prøvevejledninger, eksempler på prøver i alle fagene, og der er blevet foretaget afprøvninger og justeringer, således at prøverne kunne fremstå pålidelige, læsbare og forståelige i forhold til mål og krav.

 

Prøveopgaverne udarbejdes af en opgavekommission og kvalitetssikres af fagkonsulenten i faget. Ved udarbejdelsen af opgaverne er der ved hjælp af testteori skabt ensartethed i sværhedsgraden imellem de forskellige opgaver, så eleverne behandles ens i mål og krav. Opgavekommissionerne vil efter prøveafvikling i maj 2007 evaluere prøvernes gennemførelse med henblik på eventuelle justeringer.

 

Hvad angår tekniske løsninger, var det i år anden gang, at der blev afviklet digitale afgangsprøver i folkeskolen. Sidste år blev de digitale prøver gennemført uden problemer bortset fra enkelte lokale nedbrud.

 

Jeg har bedt Skolestyrelsen om at beskrive, hvilke muligheder der er for en sikker afvikling af prøven til næste år, hvilke fordele og ulemper der er forbundet med de forskellige løsninger, og hvilke økonomiske og andre ressourcemæssige konsekvenser de forskellige løsninger har. Når denne redegørelse foreligger, vil jeg tage stilling til, hvorledes det kan sikres, at alle elever gennemfører prøverne på den planlagte dag - også selv om it-systemet ikke skulle fungere. Jeg forventer dog, at problemerne til næste år er løst, så de digitale prøver kan gennemføres uden problemer.

 

Med hensyn til de nationale test kan jeg oplyse, at Skolestyrelsen forventer de nationale test indført efter følgende plan:

·        Maj - juni 2007: Første version af matematik 6. klasse, fysik/kemi 8. klasse og dansk/læsning 8. klasse.

·        Februar - marts 2008: Endelig version af matematik 6. klasse, fysik/kemi 8. klasse og dansk/læsning 8. klasse.

·        April - juni 2008: Første version af dansk/læsning 2., 4. og 6. klasse, matematik 3. klasse, engelsk 7. klasse, geografi 8. klasse og biologi 8. klasse. Derudover tilbydes første version af test i dansk som andetsprog i 5. og 7. klasse som frivillig test.

·        Fra 2009 ligger den obligatoriske gennemførelse af de endelige versioner af samtlige test i perioden 1. februar til 30. april i det skoleÃ¥r, hvor testen er placeret.

 

Skolestyrelsen har som følge af nedbruddet af de digitale prøver i maj 2007 bedt COWI om at fremlægge en procesplan for, hvorledes de aftalte deadlines frem mod testene i foråret 2008 kan overholdes, samtidig med at implementering af de næste test kan foregå på forsvarlig vis. Procesplanen skal godkendes af en ekstern part, f.eks. et konsulentfirma, Når denne procesplan foreligger, vil jeg vurdere den fortsatte tidsplan for testene.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder