Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 166 (alm. del):                                                                          18. juni 2007
I brev af 26. maj har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 166:
â€Vil ministeren kommentere henvendelse af 24. maj 2007 fra Købmagergades skole i Fredericia, jf. alm. del - bilag 347?â€
Svar:
Jeg er glad for, at brevskriveren støtter indførelse af nationale test i folkeskolen.
Der er brug for nye initiativer til at styrke evalueringskulturen og det faglige niveau i folkeskolen. Jeg håber derfor, at fordelene ved testene hurtigt vil opveje de ulemper, som nogle skoler oplever for tiden.
De nationale test har været præget af forskellige indkøringsvanskeligheder, og jeg beklager de gener, som det har medført for elever og lærere. Leverandøren af systemet har løbende rettet op på fejlene, så systemet nu kører stabilt.
Jeg kan oplyse, at de tekniske problemer ved indkøringen af systemet ikke ser ud til at være gået ud over kvaliteten af testresultaterne. De foreløbige analyser viser, at der kan gives en sikker bedømmelse til næsten alle de elever, der indtil nu har deltaget i en test.
Jeg er klar over, at der er et stykke administrativt arbejde forbundet med at gennemføre testene. De hidtidige erfaringer viser, at arbejdet bliver mindre, når skolerne vænner sig til systemet. Samtidig tyder de første tilbagemeldinger på, at testsystemet og vejledningerne kan gøres mere brugervenlige. Derfor tager Skolestyrelsen lige nu rundt på forskellige skoler for at indsamle erfaringer med, hvordan testene fungerer i praksis. Skolestyrelsen vil til efteråret afholde en evalueringskonference på baggrund af de indvundne erfaringer.
Â
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.