Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 165 (Alm. del):
I brev af 24. maj 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 165:
"Vil ministeren i forlængelse af sit svar på alm. del - spørgsmål 164 redegøre for, hvad regeringen gør for at udnytte den kapacitet, som personer med anden etnisk herkomst end dansk, udgør?"
Svar:
Regeringen arbejder målrettet på at styrke anerkendelse af udenlandske faglige kvalifikationer, således at kvalifikationer erhvervet i udlandet kan nyttiggøres på det danske arbejdsmarked både inden for det almindelige arbejdsmarked og inden for de erhverv, der i Danmark er lovregulerede, og hvor udøvelse af erhvervet kræver en særlig autorisation.
Alle med udenlandske uddannelseskvalifikationer har adgang til at få en vurdering af niveauet af deres udenlandske uddannelse i forhold til niveauer i den danske uddannelsesstruktur. CIRIUS foretager disse vurderinger efter lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. Vurderingerne anvendes i forbindelse med jobsøgning inden for ikke-lovregulerede erhverv, til brug for ansøgning om optagelse på en uddannelse, til afklaring af muligheder for uddannelse og beskæftigelse, til lønindplacering efter ansættelse som akademiker i staten og i forbindelse med optagelse i en arbejdsløshedskasse.
Undervisningsministeren afgiver årligt en beretning til Folketinget om udviklingen på området for anerkendelse af udenlandske kvalifikationer. Den seneste beretning for 2006 er omdelt til Folketingets Uddannelsesudvalg i april 2007 (Alm. del - Bilag 309). jf. også mit svar på udvalgets spm. 164.
En række erhverv er lovregulerede og udøvelse af disse erhverv kræver en særlig autorisation fra den kompetente myndighed for det pågældende erhverv. Det er de ansvarlige kompetente myndigheder, der træffer afgørelse om, hvorvidt udenlandske kvalifikationer kan danne grundlag for udstedelse af en dansk autorisation. Som udgangspunkt er de kompetente myndigheder forpligtet til i forbindelse med deres afgørelse af få en vurdering fra CIRIUS af de udenlandske uddannelseskvalifikationer. For en beskrivelse af proceduren henviser jeg til besvarelsen af spørgsmål 164.
Personer som er i besiddelse af udenlandske erhvervsmæssige kvalifikationer, og som ikke opfylder kraverne for fuld adgang til udøvelse af et lovreguleret erhverv får i afgørelsen fra den kompetente myndighed at vide, hvilke væsentlige forskelle der er mellem de medbragte kvalifikationer og de lovkrav, som vi her i landet stiller til udøvelse af erhvervet, og hvordan de væsentlige forskelle kan udlignes. Der kan være tale om udligningsforanstaltninger i form af supplerende uddannelse, egnethedsprøve, praktik eller prøvetid.
For personer, som er omfattet af fællesskabsretlige regler om arbejdskraftens fri bevægelighed, er der indenfor seks store sundhedsfaglige områder (læge, tandlæge, sygeplejerske, jordmoder, farmaceut og dyrlæge) vedtaget regler om automatisk anerkendelse af eksamensbeviser på baggrund af fælles minimumuddannelseskrav i EU. På disse områder giver de kompetente myndigheder således autorisation på baggrund af en automatisk anerkendelse af udenlandske kvalifikationer, såfremt der foreligger et eksamensbevis, der er omfattet af den vedtagne liste over eksamensbeviser, der opfylder de fælles minimumuddannelseskrav.
Hvis der ikke kan opnås dansk autorisation, er der mulighed for at få vurderet sin udenlandske uddannelse af CIRIUS med henblik på at søge beskæftigelse inden for et ikke-lovreguleret erhvervsområde.
Inden for sundhedsområdet har CIRIUS bl.a. vurderet en række sundhedsfaglige uddannelser fra personer fra tredjelande, der ikke har kunnet opnå autorisation fra Sundhedsstyrelsen. Det gælder fx sygeplejerske. I en række lande er sygeplejeuddannelsen på ungdomsuddannelsesniveau og giver  derfor normalt ikke adgang til dansk autorisation som sygeplejerske. Sådanne uddannelser svarer imidlertid ofte til en dansk social- og sundhedsassistentuddannelse og anerkendes i overensstemmelse hermed.
Regeringen arbejder ikke alene for at styrke anerkendelse af formelle kvalifikationer erhvervet i udlandet. Det er lige så vigtigt at anerkende kvalifikationer erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem. Folketinget har netop vedtaget lov nr. 556 af 6. juni 2007 om udbygning af anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet m.v. ved hjælp af en individuel kompetencevurdering og med muligheden for klage til Kvalifikationsnævnet over indholdet af afgørelser om anerkendelse af realkompetencer.
Â
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.