Bilag til brev til LVU vedr. overførte administrative medarbejdere/arbejdsopgaver
I dette notat er spørgsmål i mail af 12. oktober 2006 fra LVU om midler til overførte medarbejdere og opgaver i forbindelse med kommunalreformen besvaret.
Spørgsmål 1: Hvilket beløb har amterne opgivet som deres samlede udgifter til administration af de amtslige uddannelsesinstitutioner? Og hvorledes fordeler dette beløb sig mellem gymnasier og VUC?
Amternes udgifter til administrative fællesfunktioner regnskabsføres samlet under konto 6, og er ikke opdelt på de enkelte sektorer. Det er derfor ikke muligt at give et entydigt svar på spørgsmålet.
Der er til forskellige formål indhentet oplysninger fra amterne om omfang og sammensætning af amternes centrale administrationsudgifter i flere omgange. Der har været afvigelser mellem resultaterne af de forskellige indberetninger, både med hensyn til fordelingen mellem de forskellige amtslige sektorer og med hensyn til fordelingen mellem de forskellige uddannelser på undervisningsområdet. Dette er bl.a. begrundet i, at fordelingerne må baseres på fordelingsnøgler og skøn, da udgifterne netop har været regnskabsført som samlede udgifter og ikke på de enkelte amtslige sektorområder.
Spørgsmål 2: Svarer det af amterne opgivne beløb overens med de på finansloven afsatte midler til varetagelse af de overførte administrative opgaver? Eller er der lagt andre fordelingskriterier til grund i forbindelse med opgørelsen af de overført amtslige midler til staten? Og i så tilfælde hvor mange midler er afsat til varetagelse af de overførte administrative opgaver? Og hvorledes fordeler midlerne sig mellem gymnasier og VUC?
Den overførte ramme til overførte administrative medarbejder og opgaver på i alt 197,8 mio. kr., der skal dække såvel opgaver, der overføres til centrale myndigheder, og decentrale opgaver, der overføres til institutionerne. Ministeriet har af de 197,8 mio.kr. henført 90,7 mio. kr. til gymnasierne og 32,4 mio. kr. til VUC’erne. Resten fordeles mellem de øvrige uddannelsesinstitutionsområder og de centrale myndigheder under Undervisningsministeriets ressort, herunder til varetagelse af den administrative del af opgaverne med den bygningsmasse, som overdrages.
Desuden er der i 2007 blevet afsat yderligere 50 mio. kr. til administrative opgaver på gymnasierne og yderligere 15 mio. kr. til overførte administrative opgaver og administration af den 2 årige hf på VUC.
Spørgsmål 3: Hvordan forventes midlerne fordelt mellem de enkelte institutioner? Tages der f.eks. højde for, at ikke alle selvejende institutioner har fået overført relevant personale og tilstrækkelige lønkroner fra amterne, således at disse institutioner ikke stilles økonomisk dårligere end andre institutioner og ringere end tidligere, da de havde amtets ekspertise at trække på?
Undervisningsministeriet har i oktober rettet henvendelse til VUC’erne (samt øvrige uddannelsesinstitutioner) for at få belyst status for de medarbejdere, der ifølge delingsaftalerne skulle virksomhedsoverdrages. En del af disse medarbejdere forventes inden for det sidste halve år at have fundet alternativ beskæftigelse.
Når ministeriet har overblik over de lønmæssige forpligtelser, der følger af personaleoverdragelserne, vil der ske en fordeling mellem VUC’erne af de 32,4 mio. kr. og de 15 mio. kr., sådan at de midler, som ikke skal anvendes til at sikre lønnen i 2007 for de medarbejdere, der virksomhedsoverdrages, overvejende vil blive fordelt til de institutioner, der ikke får virksomhedsoverdraget personale. Herved vil også disse institutioner have mulighed for at ansætte administrativt personale eller indgå aftaler om at få løst opgaverne ved at indgå samarbejdsaftaler med andre uddannelsesinstitutioner eller aftaler med eksterne leverandører.
Spørgsmål 4: Hvorledes stemmer forslaget om den generelle effektiviseringsgevinst på 5 pct. årligt fra 2008 til 2010 overens med ønsket om udgiftsneutralitet?
Der er ingen effektiviseringskrav i 2007. Fra 2008 forventes der at kunne opnås effektiviseringer fx ved stordriftsfordele ved samling af nogle af de hidtidige centrale amtslige administrationsopgaver i fx administrative fællesskaber. Det bemærkes, at sikringen af det nuværende udgiftsniveau dækker overgangstidspunktet.
Spørgsmål 5: Er der planlagt en fremtidig opfølgning og evaluering af de nye statsligt selvejende institutioners økonomi i løbet af 2007, således at eventuelle økonomiske skævvridninger vil kunne blive rettet op?
Det nye tilskuds- og taxametersystem vil først i 2008 blive fuldt indfaset for VUC, sÃ¥ledes at det ikke før regnskabsaflæggelsen for 2008 er muligt at se den fulde effekt af det nye tilskuds- og taxametersystem. Det vil sÃ¥ledes først i midten af 2009 være muligt at lave opfølgning og evaluering. I 2007 vil den nuværende følgegruppe for VUC, hvori der er repræsentanter for VUC-forstanderne, fortsætte. Der vil sÃ¥ledes fortsat være en tæt dialog mellem Undervisningsministeriet og voksenuddannelsescentrene. Endvidere afsættes i 2007 en pulje til uforudsete og uafviselige behov, som institutionerne kan søge tilskud fra i det første Ã¥r.                                                                                                                                                                                                          Â