Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 130 (Alm. del)

I brev af 17. april 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 130:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen fra Stinus Lindgreen, Ph.D-studerende, jf. alm. del - bilag 306, som ministeren har modtaget den 7. november 2006, men som ministeren, efter det i henvendelsen oplyste, ikke har reageret på?”

 

Svar:

Spørgsmålet vedrører en henvendelse til Undervisningsministeriet fra Stinus Lindgreen. Det fremgår af hans brev, at han via DR’s Nyheder er blevet opmærksom på, at De Kristne Friskoler i Danmark ønsker at indføre teorien om intelligent design som en del af biologiundervisningen som alternativ til evolutionslæren. Stinus Lindgreen spørger, om Undervisningsministeriet vil reagere over for foreningen.

 

Det fremgår af friskoleloven, at en fri grundskole skal give en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det betyder bl.a., at folkeskolens obligatoriske fag og emner skal kunne genfindes i skolens undervisning uanset skolens grundlag og overbevisning.

 

Det fremgår af bemærkningerne til § 1 i tillægsbetænkningen af 26. april 2005 til lovforslag nr. L105 om ændring af friskoleloven af 23. februar 2005, at en skole ikke vil kunne undlade at opfylde forpligtelsen til at undervise om fx udviklingslæren og den humane biologi eller undlade at give en undervisning herom, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, med den begrundelse, at dette vil være i strid med skolens egen religiøse overbevisning.

 

Hvis Undervisningsministeriet i forbindelse med tilsynet med de frie grundskoler får kendskab til, at en skoles undervisning ikke opfylder kravet om at give en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, reagerer ministeriet over for den pågældende skole.

 

Der er imidlertid ikke grundlag for at reagere over for Foreningen af Kristne Friskoler, da ministeriets tilsyn alene omfatter de enkelte frie grundskoler.

 

Undervisningsministeriet sender kopi af denne besvarelse til Stinus Lindgreen.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder