Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 126 (Alm. del):
I brev af 4. april 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål:
â€Hvad er erfaringerne fra andre lande med fremmedsprog i undervisningen i andre fag, herunder erfaringerne fra Skotland med anvendelse af fransk?â€
Svar:
Undervisningsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet oplysninger fra Nederlandene, Sverige og Skotland.
For så vidt angår erfaringer fra Nederlandene kan jeg oplyse følgende:
Det er oplyst, at der i primary school ikke direkte kan tales om, at der undervises i fag på et andet sprog end hollandsk. Der er tidlig fremmedsprogsundvisning for elever, der er yngre end 10 år, hvilket er den almindelige alder, hvor undervisningen i faget engelsk starter. Primary school har en varighed af 8 år dækkende aldersgruppen 4-12 år.
I secondary education, som dækker aldersgruppen 12 til 16-18 år, er det muligt at undervise på et fremmedsprog. Undervisningen på fremmedsproget må ikke udgøre mere end 50 pct. af undervisningstiden.
Secondary education er opdelt i flere typer af uddannelse, som er møntet på adgang til erhvervsuddannelse, videregående uddannelse og universiteter. Afgørelse om adgang til type af secondary education træffes af school boards ved de enkelte skoler.
I secondary education tilbyder ca. 15 pct. af skolerne tosproget undervisning (bilingual instruction). Denne type af uddannelse tilbydes på specielle linjer fortrinsvist til de mest talentfulde elever (elever, der forbereder sig til universitetsuddannelse). For skoler, som er blevet bekendt med denne type af undervisning, er der en tendens til, at tosproget undervisning også tilbydes mindre talentfulde elever. Ca. 15.000 elever følger tosproget uddannelse.
Det fremmedsprog, der undervises på, er næsten udelukkende engelsk. En skole i en region, der grænser til Tyskland, tilbyder tosproget undervisning på tysk. De skoler, der tilbyder tosproget undervisning, fokuserer også yderligere på europæiske og internationale forhold.
Skolerne har dannet et netværk og ladet en kvalitetsstandard indgå.
Efter det oplyste er erfaringerne gode. Eleverne behersker engelsk bedre, hvilket ses på resultaterne til de centrale eksamener. Resultaterne i andre fag, herunder hollandsk, er lige så gode som for sammenlignelige elever.
Det er endvidere oplyst, at tosproget undervisning stadig er i fremdrift, og at flere skoler vil tilbyder dette. Endelig oplyses, at skoler, som allerede har tilbuddet, vil udvide aktiviteterne.
Skotland:
I Skotland er der af Aberdeen City Council og the Schottish Executive Education Department i fællesskab grundlagt et projekt, som er lanceret på Walker Road School i oktober 2000. Projektet hedder The Early Primary Partial Immersion (EPPI). Projektet indebærer, at uddannede lærere, hvis modersmål er fransk, underviser eleverne inden for visse dele af undervisningsplanen på fransk.
I grundskolens 1. og 2. del undervises på fransk inden for the Expressive Arts (kunstneriske områder). Senere i forløbet kommer yderligere områder til, fx områder inden for it, environmental studies (miljølære), hjemkundskab og science (naturvidenskab).
Erfaringerne fra de første runder med projektet er evalueret af Scottish CILT fra Stirling University. Overordnet fandtes, at projektet signifikant forøger læringserfaringerne for mange elever. Eleverne udviklede meget gode generelle kommunikationsfærdigheder. Initiativet var en vigtig faktor i forhold til at udvide elevernes horisont til at omfatte et bredere spekter af læringstilgange og en mere helhedsorienteret måde at anskue verden på.
Da den første klasse, der havde deltaget i projektet, nåede primary 6., kunne skolen og the Education Authority se nødvendigheden af at forberede elevernes overgang til secondary education på Torry Academy. Drøftelser mellem de to skoler begyndte, og det er nu arrangeret, at den første klasse af elever kan fortsætte med projektet på Torry Academy i august 2007. Alt imens er Aberdeen City Council, the Schottish Executive Education Department, Stirling University og Aberdeen University i færd med en mere vidtgående evaluering af projektet. Rapporten offentliggøres i oktober 2007.
Det er oplyst, at dette er det eneste projekt inden for området.
Sverige:
Det er muligt for skolerne at etablere forsøg. Regeringen har for nylig besluttet at forlænge muligheden for forsøgsordninger med tosproget uddannelse i skoler, der har undervisningspligtige elever indtil 30. juni 2009 og uddannelse i engelsk indtil 30. juni 2010.
Det er oplyst, at der ikke er oplysninger om, i hvilken grad skolerne benytter sig af muligheden, og at der ikke er foretaget samlet evaluering eller opfølgning. Â
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.