Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 107 (Alm. del):

I brev af 22. marts 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 107:

”Hvor mange skoleledere forventer ministeriet bliver efteruddannet for puljen på 25 mio. kr., og hvilken efteruddannelse tænker ministeren på, at skolelederne skal erhverve sig?”

 

Svar:

Af den samlede pulje på 230 mio. kr. til efteruddannelse af lærere og skoleledere, er der afsat 25 mio. kr. til en styrket og målrettet efteruddannelsesindsats for skoleledere. Midlerne anvendes til dækning af taxameterudgifter og deltagerbetaling for nyudnævnte skolelederes gennemførsel af skolelederuddannelse på diplomniveau. Beløbet svarer til, at staten i aftaleperioden finansierer efteruddannelse af ca. 300 skoleledere. Det forudsættes, at kommunerne stiller skoleledernes tid til rådighed.

 

Det fremgår af rapporten om efteruddannelse af lærere og skoleledere, at den eksisterende diplomuddannelse i ledelse skal udbygges, så skoleledere inden for rammerne af den generelle lederuddannelse (diplomuddannelsen i ledelse) skal have moduler specifikt rettet mod ledelse af folkeskolen. Der er altså ikke tale om en ny diplomuddannelse i skoleledelse, men om at udvikle 2 obligatoriske moduler målrettet skoleledelse, der indgår i stedet for de 2 valgfrie moduler i diplomuddannelsen i ledelse.

 

De to moduler, der er udviklet med henblik på diplomuddannelsen i ledelse målrettet skoleledelse, forventes udbudt fra sommeren 2007.

 

For at ovenstående målsætning om efteruddannelse af 300 skoleledere kan nås, er det en forudsætning, at kommunerne tager imod tilbuddet og stiller skoleledernes arbejdstid til rådighed.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder