Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

Svar på spørgsmål 106 (Alm. del):

I brev af 22. marts 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 106:

”Hvor mange lærere forventer ministeren, at der vil blive efteruddannet med et ekstra linjefag for 150 mio. kr. i henholdsvis naturfag (opgjort på de forskellige linjefag biologi, geografi, fysik/kemi og natur/teknik), matematik og engelsk frem til 2009, jf. regeringens pulje til efteruddannelse af lærere?”

 

Svar:

På baggrund af arbejdsgruppen for efteruddannelse af lærere og skolelederes undersøgelse af linjefagsdækningen kan der opstilles antagelser om, hvor mange skoler, der vil skulle efteruddanne lærere indenfor de enkelte prioriterede uddannelsesaktiviteter for at kunne leve op til de opstillede målsætninger.

 

Den forventede fordeling af de 150 mio. kr. til efteruddannelse af lærere er på den baggrund opstillet i nedenstående tabel:

 

 

Mio. kr. der forventes udmøntet

1. prioritet: Linjefagsuddannelse af lærere i natur/teknik

60

2. prioritet: Linjefagsuddannelse af matematiklærere til begynder- og mellemtrinnet

44

3. prioritet: Linjefagsuddannelse af geografilærere og biologilærere på de skoler, hvor der er behov

21

4.-6. prioritet: Uddannelse af naturfags-, matematik- og engelskvejledere via pædagogiske diplomuddannelser

25

I alt

150

 

Hvis alle 150 mio. kr. afsat til lærerne udmøntes i overensstemmelse med ovenstående forudsætninger, vil det betyde en markant nettotilvækst i efteruddannelsesaktiviteten på de prioriterede efteruddannelsesforløb.

 

I henhold til ovenstående forudsætninger vil der i perioden 2007-2009 årligt blive uddannet ca. 880 årselever på de prioriterede linjefag natur/teknik, matematik, biologi og geografi. Det nuværende niveau ligger på ca. 400 årselever årligt på samtlige linjefag, hvoraf knap 70 årselever uddannes inden for de prioriterede linjefag. Aktiviteten på disse linjefag vil altså blive ca. 13 gange højere end det nuværende niveau.

 

Dertil kommer en årlig forventet aktivitet på ca. 150 årselever på efteruddannelse af naturfags-, matematik- og engelskvejledere via pædagogiske diplomuddannelser. Det nuværende niveau ligger på ca. 1.470 årselever årligt på samtlige pædagogiske diplomuddannelser, hvoraf under ½ pct. af aktiviteten i dag vurderes at finde sted inden for de særligt prioriterede vejlederuddannelser. Aktiviteten på de prioriterede vejlederuddannelser (pædagogiske diplomuddannelser) forventes altså at blive ca. tyvedoblet.

 

For at ovenstående målsætning om efteruddannelse af lærere kan nås, er det en forudsætning, at kommunerne tager imod tilbuddet om at igangsætte efteruddannelse med støtte fra puljerne og stiller lærernes arbejdstid til rådighed.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder