Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 100 (Alm. del - bilag 254):
I brev af 14. marts 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 100:
"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 13. marts 2007 fra Filosofilærerforeningen for Gymnasiet og HF vedrørende almen studieforberedelse i gymnasiet, jf. alm. del - bilag 254."
Svar:
Den organisatoriske, faglige og didaktiske implementering af almen studieforberedelse følges nøje af både ministeriet, følgegruppen og andre instanser uden for ministeriet - ikke mindst med henblik på at vurdere det faglige niveau.
Udgangspunktet for arbejdet i almen studieforberedelse er konkrete emner, som skal belyses med discipliner fra forskellige fag og hovedområder. Videnskabsteori er ikke en selvstændig disciplin i almen studieforberedelse, men indsigt i elementær videnskabsteori og videnskabelige ræsonnementer indgår som et af flere faglige mål i læreplanen.
I nogle projekter kan det være oplagt, at en filosofilærer varetager en del af undervisningen. I andre kan det lige så oplagt være de involverede faglærere, der sammen med eleverne og på baggrund af det konkrete projektarbejde reflekterer over deres fags metoder og den bagvedliggende videnskabelige tænkning og teori.
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer