Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             12. januar 2007

J. nr.           004-U18-81

  

 

Trafikudvalget har i brev af 8. december 2006 stillet mig følgende spørgsmål 92 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 92:

 

"Ministeren bedes oplyse, om ministeriet og/eller Trafikstyrelsen på noget tidspunkt efter 1998 har haft kendskab til problemet med asbest i DSB's S-tog, herunder om DSB har rettet henvendelse til ministeriet om at få hjælp til at løse eller mindske problemet."

 

Svar:

 

Transport- og Energiministeriet har undersøgt, om der er modtaget informationer fra DSB om sagen. I første omgang har korrespondancen i perioden fra 1999 og frem været undersøgt. Som nævnt i forbindelse med samrådet i Trafikudvalget den 14. december 2006 havde Transport- og Energiministeriet på daværende tidspunkt identificeret et enkelt dokument om sagen i denne periode.

 

Det vedrører et brev fra DSB til ministeriet af 14. april 2000 med bidrag til svar på en borgerhenvendelse. Heraf fremgår det, at: ”de togsæt, der ikke blev renoveret i 80’erne, er isoleret med asbest, som kun er indkapslet. Det er vigtigt, at DSB S-tog a/s sikrer sig, at disse togsæt enten ophugges på betryggende måde, eller at der er sikkerhed for, at en ny ejer sikrer, at disse togsæt håndteres således, at asbesten ikke udgør en sikkerhedsrisiko for kunder og medarbejdere hos den nye ejer”.

 

Foranlediget af, at ministeriet senest har identificeret en enkelt personalesag vedr. asbest i tog og for at sikre en fuld belysning af sagen, iværksætter Transport- og Energiministeriet nu en supplerende undersøgelse af dokumenter fra perioden efter 1999 i ministeriets journal herunder ministeriets personalesager. Denne gennemgang forventes afsluttet i slutningen af januar 2007 samtidig med gennemgangen af ældre dokumenter fra perioden 1985-1999.

 

 

 

 

Trafikstyrelsen har gennemgået arkiver og databaser som er overleveret fra Jernbanetilsynet lige fra dets oprettelse den 1. august 1996 og ligeledes Trafikstyrelsens nuværende journalsystem fra dens oprettelse den 01. juli 2003 og til dato. Trafikstyrelsen har deraf ikke fået kendskab til, at der skulle være dokumenter, der handler om problemer med asbest i DSB’s S-tog. Der er heller ikke fra DSB modtaget henvendelser om hjælp til at løse eller mindske problemet.

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen