|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            5. januar 2007 J. nr.          004-U18-80  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 8. december 2006 stillet mig følgende spørgsmål 91 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Hvor meget har staten år for år til gode hos DSB p.g.a. de forsinkede IC 2 og IC 4 tog?"
DSB kontrakten for 2000-2004 indeholdt ikke en reduktion af kontraktbetalingen ved forsinkelser i materielleverancerne. Det skal dog bemærkes, at DSB som følge af leveranceforsinkelsen betalte 50 mio. kr. pr. kulance. Dette skete i form af en reduktion af DSB’s kontraktbetaling i 2004 med 50 mio. kr.
I henhold til pkt. 7.1.2. i kontrakten mellem Transport- og Energiministeriet og DSB for 2005 – 2014 reduceres DSB’s kontraktbetaling med 4,0 mio. kr. (PL04) ved leveranceforsinkelse af ét IC4 togsæt i ét år og med 2,7 mio. kr. (PL04) ved forsinkelse af ét IC2 togsæt i ét år.
Derudover er der på de årlige finanslove foretaget en løbende reduktion af DSB’s kontraktbetaling baseret på de kendte forsinkelser i materielleverancerne. På finansloven for 2005 blev DSB’s kontraktbetaling reduceret med 180 mio. kr. i 2005 og 120 mio. kr. i 2006. På Finansloven for 2006 blev kontraktbetalingen yderligere reduceret med 90 mio. kr.
Med henblik på finansiering af lejeudgifterne til erstatningsmateriel reduceres DSB's kontraktbetaling med 89 mio. kr. i 2007, jf. Akt 95 af 17/1 06.
I forbindelse med finansloven for 2007 reduceres DSB's kontraktbetaling med yderligere 399,2 mio. kr. i 2007 og 30,9 mio. kr. i 2008. Kontraktreduktionen medgår til at finansiere initiativerne i Aftale om trafik for 2007 af 26. oktober 2006 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.
Den allerede foretagne kontraktreduktion dækker over den opgjorte reduktion for 2005 på 251,9 mio. kr. (PL05), samt en kontraktreduktion for 2006-2008, der er udtryk for et skøn baseret på den kendte forsinkelse i materielleverancerne. Såfremt der opstår yderligere forsinkelser i materielleverancerne vil det medføre yderligere kontraktreduktion. Den endelige samlede kontraktreduktion kan dog først opgøres, når alle IC4 og IC2 togene er leveret. Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at opgøre, om staten har noget til gode hos DSB som følge af forsinkelsen i IC 2 og IC 4 leverancen - og i givet fald hvor meget dette måtte beløbe sig til.
Flemming Hansen