Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             15. december 2006

J. nr.           432-57

  

 

Trafikudvalget har i brev af 1. december 2006 stillet mig følgende spørgsmål 73 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr.  73:

 

”Er ministeren enig med statsministeren i hans udsagn fra vedlagte notits i Berlingske Tidende den 12. november 2006 om Resendallinien, og vil naturen således blive værdisat i forbindelse med beslutning om en eventuel Frederikssundsmotorvej: "Når man laver samfundsøkonomiske beregninger på et projekt som dette, så indregner man ikke de naturværdier, som vil gå tabt. Jeg ved godt som økonom, at det er vanskeligt at værdisætte naturen, men når den slet ikke tillægges nogen værdi, så er det en fejl. Derfor tror jeg, at eksemplet med Gudenådalen og dens naturværdier vil indgå i fremtidige beslutninger om større trafikanlæg.?”

Svar:

 

Samfundsøkonomiske analyser af større statslige vejprojekter sker i henhold til de principper, der er fastlagt i Transport- og Energiministeriets ”Manual for samfundsøkonomiske analyser – anvendt metode og praksis på transportområdet” fra 2003.

 

I analyserne tillægges de effekter, som man efter normalt anvendte metoder er i stand til at værdisætte, en samfundsøkonomisk værdi. I de samfundsøkonomiske analyser af vejprojekter indgår således bl.a. driftsomkostninger, anlægsinvesteringer, effekter for trafikanterne samt eksterne effekter som eksempelvis støj, trafikuheld m.v.  I analyserne indgår ikke effekter som følge af tab af naturværdier, og visuelle indtryk af landskabet, da disse er vanskelige at værdisætte.

 

Regeringen og forligspartierne har i aftale om trafik for 2007 besluttet at drøfte projektet i Frederikssundfingeren, så snart det endelige beslutningsgrundlag foreligger. Den offentlige høring blev afsluttet den 27. november 2006, og Vejdirektoratet er i gang med at gennemgå og vurdere alle de indkomne høringssvar med henblik på at udarbejde høringsnotat samt indstilling til Transport- og Energiministeriet.

På baggrund af de samfundsøkonomiske analyser og beslutningsgrundlaget i øvrigt foretages en samlet politisk vurdering af det konkrete projekt. I den forbindelse vil også hensynet til de naturmæssige værdier indgå. 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen