Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             26. oktober 2006

J nr.             004-U18-22

  

 

Trafikudvalget har i breve af 4. og 5. oktober 2006 stillet mig følgende spørgsmål nr. 5- 13 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

Spørgsmål nr. 7:

”Ministeren bedes i forlængelse af sin besvarelse af TRU alm. del – spørgsmål 458 (Folketingsåret 2005-06) om tilsynet med de private synsvirksomheder oplyse, om ministeren er tilfreds med resultatet af privatiseringen og effektiviteten af tilsynet og de tilknyttede sanktioner, når kun 53 pct. af tilsynsresultaterne blandt flådesynsvirkomhederne og 69 pct. af tilsynsresultaterne blandt de øvrige synsvirksomheder er tilfredsstillende.”

Svar:

Indtil efteråret 2005 opererede Færdselsstyrelsen kun med tilsynsresultaterne ”Tilfredsstillende” og ”Ikke tilfredsstillende”. Derefter er indført tre niveauer for tilsynsresultater: A. ”Tilfredsstillende”, B. ”Anmærkninger” og C. ”Ikke tilfredsstillende”. Færdselsstyrelsen har oplyst, at baggrunden herfor bl.a. var, at man savnede et niveau B i tilfælde, hvor der kan rettes op på det kritisable forhold på stedet efter en kortere vejledning.

Tilsynsresultat C. ”Ikke tilfredsstillende” gradueres efter alvoren af forholdets karakter i tre niveauer:

1. Virksomheden bedes om at bringe de ikke tilfredsstillende forhold i orden straks og kan evt. bedes om at oplyse Færdselsstyrelsen, når det er sket (f.eks. når udstyr er blevet ødelagt og skal erstattes);

2. Virksomheden bedes om at redegøre for, hvordan virksomheden vil bringe de fundne ikke tilfredsstillende forhold i orden (f.eks. en synsmedarbejders ringe kendskab til og brug af kvalitetsstyring i det daglige arbejde);

3. Virksomheden groft eller gentagne gange har overtrådt betingelserne for at drive virksomheden og derfor tildeles en advarsel (f.eks. for flere gange at have foretaget syn uden at have nødvendigt kommunikationsudstyr til indberetning af resultaterne direkte fra stedet), eller får tilbagekaldt tilladelsen (f.eks. når en virksomhed flere gange afsløres i at anvende ikke korrekt uddannet personale til at foretage syn).

Det fremgår heraf, at uanset at et tilsyn vurderes som ”Ikke tilfredsstillende”, kan det have flere gradueringer. Det er meget få tilfælde, hvor Færdselsstyrelsen har fundet anledning til at tildele en advarsel eller har tilbagekaldt tilladelsen.

På denne baggrund er det min opfattelse, at liberaliseringen af synsområdet fortsat medfører, at kvaliteten af de gennemførte syn er tilfredsstillende, og at Færdselsstyrelsens tilsyn medvirker til at sikre dette.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Flemming Hansen