Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             7  . december 2006

J nr.             004-000066

  

 

Trafikudvalget har i brev af 9. november stillet mig følgende spørgsmål 52 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål nr. 52:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 30. oktober 2006 fra Svendborg Kommune vedr. ny trafikterminal i Svendborg, jf. TRU alm. del – bilag 82”

 

Svar:

 

Svendborg Kommune fremfører i sin henvendelse af 30. oktober 2006, at det hidtil ikke har været muligt at opnå ændringer på Svendborg station, som er en forudsætning for den af kommunen ønskede byudvikling på et større areal, som bl.a. er ejet af Svendborg Havn og DSB. Der ligger endvidere i henvendelsen et ønske om generel forbedring af Svendborg station som trafikterminal.

Jeg finder udviklingsplanerne i Svendborg interessante, og jeg er ikke i tvivl om at de vil kunne give et løft til byen. Jeg mener endvidere at arealer, herunder jernbanearealer, som ikke længere skal anvendes til det oprindelige formål kan indgå i byudvikling, såfremt det fra en samlet vurdering findes hensigtsmæssigt. Imidlertid er situationen i Svendborg, at de ønskede gevinster for areallejerne og byen forudsætter investeringer.

Svendborg Kommune ønsker statslig finansiering af en del af disse investeringer, og som udgangspunkt må dette ønske fra Svendborg Kommune i givet fald skulle prioriteres på bekostning af andre og allerede besluttede projekter. Dette mener jeg hverken er muligt eller hensigtsmæssigt.

Efter fremsendelsen af Svendborg Kommunes henvendelse har der 28. november 2006 været afholdt et møde om sagen mellem kommunen, DSB, Banedanmark og Trafikstyrelsen. På mødet gav DSB tilsagn om at betale et beløb på ca. 2 mio. kr. til ændringer i sporene, idet der er tale om arbejder, som skal foregå på DSB’s areal. Hermed vil kommunens planlagte arbejder med udvikling af arealerne kunne gennemføres, og jeg opfatter sagen som løst på kort sigt, selv om der ikke hermed er taget stilling til selve terminalprojektet.  

På mødet aftaltes det endvidere at nedsætte en arbejdsgruppe, som nærmere skal undersøge mulighederne for forbedring af terminalen, idet dette dog ikke indebærer forpligtelse fra nogen af parterne til efterfølgende at bidrage til finansieringen.  I arbejdsgruppen skal der bl.a. tages stilling til etablering og finansiering af en ny sporforbindelse til spor 3, som anvendes til arbejdskøretøjer mm. Sporforbindelsen til spor 3 afbrydes med de arbejder, der nu igangsættes, men sporforbindelsen skal senest være genetableret, når Banedanmark skal gennemføre sporombygning af Svendborgbanen, formentlig i 2008 eller 2009.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen