Susanne Olsen, Landsformand

Dansk Handicap Forbund

Hans Knudsens Plads 1A

2100 København Ø

Dato             29.  november

J. nr.           004-000060

Deres ref.

  

 

Kære Susanne Olsen

Mange tak for dit brev af 2. november 2006 vedr. adgang til tog for kørestolsbrugere, gangbesværede, ældre samt rejsende med barnevogne.

Forholdene for denne gruppe ligger mig meget på sinde. Derfor har jeg også stor forståelse for de problemer, som du beskriver i dit brev.

Jeg har bedt DSB redegøre for de nuværende muligheder for spontane rejser. DSB oplyser, at der tilbydes spontan rejse med Øresundstoget og med dobbeltdækkertog på strækningen København H – Kalundborg og København H – Ringsted – Næstved – Rødby, hvor højden på perronerne er enten 35 cm. eller 55 cm. Det skyldes, at der i togene er en rampe, der kan betjenes af togpersonalet.  

Samtidig forventer jeg, at indsættelsen af IC4-togene vil mindske de problemer, som især IC3-togene giver i forhold til spontane rejser. I IC4-togene vil der være en rampe svarende til ramperne nævnt ovenfor. DSB har oplyst, at de, når IC4-togene er i drift, vil afholde møde med De Sammenvirkende Invalideorganisationer omkring muligheden for spontane rejser på strækningen København – Frederikshavn og København – Esbjerg. På disse strækninger har næsten alle stationer, der vil blive betjent af IC4-togene, perroner med standardhøjde.

Der gøres allerede en del for at forbedre adgangen til perronerne. For eksempel blev der i 2005 afsat 26 mio. kr. til tilgængelighed for handicappede. Disse midler anvendes bl.a. til perrontilpasninger på Silkeborg station samt etablering af elevatorer på stationerne i Silkeborg, Borup og Skodsborg.

Derudover er der i den netop indgåede Aftale om trafik for 2007 afsat i alt 27 mio. kr. til fremme af tilgængelighed for handicappede på stationer. I løbet af 2007 vil partierne bag aftalen (Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre) og jeg udmønte puljen.

Med venlig hilsen

 

Flemming Hansen