Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             12. oktober 2007

J. nr.           004-U18-231

  

 

Trafikudvalget har i brev af 27. september 2007 stillet mig følgende spørgsmål (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 400

 

" Idet det af svaret på S 6016 fremgår, at eventuelle flyvesikkerhedsmæssige begivenheder er omfattet af tavshedspligt, bedes ministeren oplyse, om han vil opgive denne tavshedspligt, således at offentligheden kan få et fuldt dækkende billede af de episoder, hvor der har været tale om næsten-uheld, hvormed disse registreringer kan medvirke til at højne luftfartssikkerheden?"

Svar:

 

Statens Luftfartsvæsen modtager dagligt oplysninger om hændelser med fly, som ikke har resulteret i et havari. Oplysningerne drejer sig om alt fra kontrollamper, som ikke virker til problemer med fejl ved landingsstellet.

Indberetninger samles og analyseres af SLV med henblik på at skabe et overblik over fejl, som i sidste ende kan have indflydelse på flyvesikkerheden.

Oplysningerne kan imidlertid ikke udleveres, da det i henhold til luftfartslovens § 89 b, stk. 2 er belagt med tavshedspligt. SLV's personale kan straffes, hvis de udleverer oplysningerne.

Tavshedspligten er indført for at sikre, at de personer, der har viden om driftsforstyrrelser og andre irregulære forhold af betydning for flyvesikkerheden, ikke risikerer ulemper ved indrapporteringen, f.eks. offentliggørelse af indholdet.

Tavshedspligten blev indført ved ændring af luftfartsloven i 2001, som Folketinget vedtog i 2001.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at ”I efteråret 1997 fik pressen aktindsigt i rapporter fra et bestemt dansk luftfartsselskab. Sagen gav anledning til protester fra luftfartsselskaberne, og umiddelbart derefter konstaterede luftfartsvæsenet et markant fald i antallet af rapporter fra piloter i danske selskaber fra 356 i 1996 til 205 i 1997, 179 i 1998 og 139 i 1999. Det er luftfartsvæsenet opfattelse, at faldet i antallet af rapporter ikke er et udtryk for et tilsvarende fald i antallet af driftsforstyrrelser eller andre irregulære forhold, ligesom det næppe skyldes, at der er tale om pligtmæssige indberetninger, men at faldet alene er forudsaget af frygt for, at indberetningerne kunne blive udleveret efter reglerne i lov om offentlighed i forvaltningen”.

SLV modtog i 2006 2252 indberetninger fra luftfartsselskaberne.

Den danske model for indberetning af flyvehændelser blev i 2003 indført på EU-plan. I direktivet fremgår det, at medlemsstaterne gennem deres nationale lovgivning skal sikre en passende fortrolighed, og at oplysningerne kun må benyttes med henblik på direktivets formål, hvilket er forbedring af luftfartssikkerheden.

Det vil sige, at videreformidling af oplysningerne skal begrænses til det, der er strengt nødvendigt for brugernes formål, hvilket er at forbedre luftfartssikkerheden.

Udlevering af oplysningerne til pressen eller borgerne generelt kan ikke siges at ligge indenfor denne snævert definerede udleveringsmulighed.

En ophævelse af tavshedspligten vil således overskride de forpligtigelser, vi har indgået på EU-plan samt kræve en ændring af luftfarsloven.

 

Jeg har på den baggrund ingen planer om at ophæve tavshedspligten.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Jakob Axel Nielsen