Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             24. november 2006

J. nr.           409-16

  

 

Trafikudvalget har i brev af 1. november 2006 stillet mig følgende spørgsmål 39 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 39:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 31. oktober 2006 fra Stubdrupgruppen og Borgergruppen Vejle Syd vedr. Borgmestervejen, jf. TRU alm. del – bilag 71 og herunder tilkendegive et svar på det spørgsmål, der rejses i henvendelsen, m.h.t., om ministeren har tilkendegivet, at staten vil overtage borgmestervejen"

Svar:

 

Spørgsmålet om håndteringen af den af Vejle Amt planlagte motortrafikvej Ødsted-Ny Højen-E45 (Borgmestervejen) syd om Vejle i forbindelse med kommunalreformen og amternes nedlæggelse har af Transport- og Energiministeriet været drøftet med Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Der er tale om vejplaner for et amtsligt vejprojekt, som endnu ikke er påbegyndt. Da projektet ikke knytter sig til en eksisterende amtsvej, har projektet ikke umiddelbart kunnet behandles på samme måde, som en række andre amtslige vejprojekter, der som omfartsveje eller vejforlægninger direkte knytter sig til en bestemt landevejsstrækning.

Det er nu afklaret, at der ikke er regler i forbindelse med kommunalreformprocessen, som regulerer spørgsmålet om hvilken myndighed – staten eller Vejle Kommune - der skal forholde sig til projektet efter den 1. januar 2007.

Transport- og Energiministeriet har på den baggrund anmodet Vejdirektoratet om en vurdering af statens interesser i projektet med henblik på en stillingtagen til, om projektet skal indgå i den fremtidige statslige vejplanlægning. Vejdirektoratets vurdering foreligger endnu ikke.

Det er min umiddelbare opfattelse, at det under hensyn til projektets forhistorie og påtænkte funktion som del af en ny og mere direkte vejforbindelse mellem Billund og motorvejsnettet syd for Vejle vil være naturligt at lade Borgmestervejen indgå i den fremtidige statslige vejplanlægning, men jeg vil nu afvente Vejdirektoratets vurdering inden en endelig stillingtagen.  

Udarbejdelse af planer for nye statslige vejanlæg er ikke noget, der skal besluttes ved lov og det er således ikke et lovgivningsanliggende, hvorvidt Vejle Amts planer for Borgmestervejen skal indgå i den fremtidige statslige vejplanlægning. Derimod vil en eventuel beslutning om at gennemføre vejanlægget som statsvej skulle træffes ved lov, jf. § 14 i lov om offentlige veje, hvorefter det bestemmes ved lov, hvilke nye statsveje, der skal anlægges.

Hvis det på baggrund af Vejdirektoratets vurdering besluttes, at planerne for Borgmestervejen skal indgå i den statslige vejplanlægning, vil projektet skulle indgå i prioriteringen af de fremtidige statslige vejinvesteringer sammen med en række andre projekter på det nuværende statsvejnet og på det vejnet, som staten overtager fra amterne.  

Jeg kan oplyse, at jeg på et møde den 10. november 2006 har orienteret Vejle Amt og Vejle Kommune om status i sagen. Det blev på mødet oplyst, at Naturklagenævnet den 30. oktober 2006 har truffet afgørelse vedrørende de klager, som er indgivet vedrørende lovligheden af amtets regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse for projektet. Naturklagenævnet giver ikke klagerne medhold og fastslår samtidig, at regionplantillægget må stå ved magt.   

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen