Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240  København K		Dato             5. oktober 2007 J nr.             004-U18-227  Â

Trafikudvalget har i brev af 24. september 2007 stillet mig følgende spørgsmål 387, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 387:

 

"Hvilke regler regulerer opsætningen af byskilte, og hvad er indholdet af reglerne m.h.t., hvilken afstand der skal være mellem byskiltet og det bebyggede område?"

Svar:

 

Spørgsmålet omhandler byskiltene E55: ”tættere bebygget område” og E56: ”ophør af tættere bebygget område”.

Jeg har forelagt spørgsmålet for Vejdirektoratet, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig.

” I bekendtgørelse nr. 784 af 6. juli 2006 om vejafmærkning er i § 19 om oplysningstavler anført: ” E 55 Tættere bebygget område. Tavlen angiver et område, hvor færdselslovens regler for tættere bebygget område gælder.”

I bekendtgørelse nr. 783 af 6. juli 2006 om anvendelse af vejafmærkning er i § 107  stk.4  anført: ” Sager vedrørende opsætning eller flytning af E 55/ E56 afgøres af politiet efter forhandling med vejbestyrelsen”

Grundlaget for opsætning og dermed i hvilken afstand byskiltene opsættes beror således på en lokal vurdering. Som grundlag for denne vurdering kan anvendes følgende retningslinier anført i vejreglerne for færdselstavler, hæfte 5 om oplysningstavler:

”E 55 bør opsættes, hvor sammenhængende bebyggelse langs vejen giver trafikanterne indtryk af at færdes i et byområde.

 

Ofte er en bebyggelse karakteriseret ved, at den strækker sig langs med en vej, medens den ikke har nogen udstrækning af betydning til siderne. En sådan bebyggelse bør afmærkes som tættere bebygget område, såfremt dette er i overensstemmelse med den opfattelse af området, som naturligt danner sig hos de kørende.

 

To bebyggede områder kan ofte ligge så tæt ved siden af hinanden, at det kan være mindre hensigtsmæssigt at afmærke hvert område for sig. Er afstanden mellem sådanne to områder så stor, at den kørende naturligt indstiller sig på kørsel uden for tættere bebygget område på strækningen mellem de to områder, bør hvert område afmærkes for sig.

 

Bebyggelser vil i nogle tilfælde i alt væsentligt være beliggende på den ene side af vejen, fx ved omfartsveje der leder trafikken uden om landsbyer og byer. Har bebyggelsen ikke umiddelbar adgang til vejen, bør den pågældende vejstrækning ikke indgå i det tættere bebyggede område.

 

Har bebyggelsen derimod overkørsler og adgang til vejen, bør det overvejes at inddrage vejstrækningen i det tættere bebyggede område.

 

Tavlerne bør altid være anbragt på gennemgående veje i tættere bebygget område.”

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Jakob Axel Nielsen