Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Dato             3/10-07

J nr.             004-U18-213

  

 

Vedrørende godkendelse af Segway

./.

 
Folketingets Trafikudvalg har bedt transport- og energiministeren kommentere en henvendelse fra virksomheden Segway Danmark vedrørende godkendelse af køretøjet Segway, jf. TRU alm. del spørgsmål 368 - bilag 560.  

Baggrunden for sagen er følgende:

Segway Danmark ønsker at få godkendt køretøjet Segway til brug i Danmark, som det tidligere er sket i en lang række europæiske lande, senest Belgien, der har tilladt anvendelse på fortove med en hastighedsbegrænsning på 6 km/t og på cykelstier med en hastighedsbegrænsning på 20 km/t (Segway´s tophastighed).

En Segway er et el-drevet køretøj med én aksel (to hjul) til persontransport. Føreren står på en platform, der indeholder styrings- og balanceringselektronik, og styrer køretøjet ved bevægelse af styret og kroppen.

Den nuværende færdselslov opdeler motordrevne køretøjer i biler, motorcykler, knallerter, traktorer og motorredskaber.  Loven bestemmer dog, at motordrevne kørestole med en tophastighed på højst 15 km/t anses som cykler. Færdselsstyrelsen afgør i tvivlstilfælde, til hvilken køretøjskategori et køretøj skal henføres, ligesom Færdselsstyrelsen, hvis særlige grunde taler herfor, kan bestemme, at et køretøj af en bestemt type kan henføres under en anden køretøjskategori end den, der følger af definitionerne i loven.

Færdselsstyrelsen har afgjort, at en Segway må defineres som en knallert. Imidlertid kan en Segway efter styrelsens opfattelse ikke opfylde eller bringes til at opfylde de bremsetekniske krav, der stilles til knallerter, hvorfor køretøjet derfor ikke må benyttes på færdselslovens område. Færdselsstyrelsen har ikke modtaget henvendelse om omklassificering af køretøjet til eksempelvis en cykel.

Herudover kan det oplyses, at det ifølge færdselsloven ikke er tilladt at køre på knallert eller cykle på fortov eller gangsti, mens personer med handicap, der selv fører kørestol må benytte fortov eller gangsti, hvis der køres med almindelig ganghastighed. Justitsministeren kan dog fastsætte bestemmelser om cyklisters anvendelse af fortov og gangsti på betingelse af, at der er klar adskillelse mellem den del af fortovet eller gangstien, hvorpå cyklister må færdes, og den del, der er forbeholdt for gående.

På baggrund af henvendelsen fra Segway Danmark skal Transport- og Energiministeriet foreslå, at Justitsministeriet i samarbejde med Færdselsstyrelsen vurderer, om der er grundlag for at ændre reglerne, herunder omklassificering, så kørsel med Segway bliver tilladt på cykelsti og evt. på fortov.

 

Med venlig hilsen

 

Tine Lund Jensen

Kontorchef