|
|
|
Sammenlægningsudvalget Ny Struer Kommune Rådhuset Postboks 19 Østergade 11-15 7600 Struer |
Dato            8. november 2006 J. nr.          004-018-35  Â
|
|
Jeg takker for jeres brev af 12. oktober 2006 vedrørende DSB’s betjening af Hjerm Station.  Indledningsvis kan jeg oplyse, at DSB’s betjening af de enkelte stationer er fastlagt i kontrakten mellem Transport- og Energiministeriet og DSB. Af kontrakten fremgår det, at DSB ikke er forpligtet til at standse på Hjerm Station. Dette fremgår også af mit svar til Folketinget på spørgsmål S 136 af 17. oktober 2006.
Beslutningen om at give DSB frihed til selv at afgøre, hvorvidt DSB vil betjene Hjerm Station blev truffet i forbindelse med udbudet i Midt- og Vestjylland. Beslutningen blev truffet med baggrund i overvejelser om at give DSB frihed til at vælge IC-togenes stoppesteder ud fra driftsøkonomiske overvejelser. Folketingets Trafikudvalg blev orienteret herom i Trafikministeriets notat af 3. maj 2001 om de overordnede betingelser for udbudet i Midt- og Vestjylland.
Det er blevet vurderet, at betjeningen af Hjerm primært skal varetage de regionalt rejsendes behov, hvilket kan ske med Arrivas ca. 16 daglige afgange i hver retning. Det skal endvidere nævnes, at enkelte af DSB’s morgentog forsat vil standse ved stationen.
Den hidtidige betjening af Hjerm Station ligger rent faktisk lidt ud over det samfundsøkonomiske optimale niveau, men stoppet har hidtil været opretholdt på baggrund af køreplanstekniske årsager. Stoppet på Hjerm Station har været foranlediget af, at togene på strækningen Holstebro-Struer hidtil har krydset hinanden i Hjerm og derfor stanset på stationen. Med køreplansskiftet den 7. januar 2007 krydser togene ikke længere i Hjerm, og derfor ikke standser ved stationen. Jeg kan i forlængelse heraf nævne, at DSB har oplyst, at Hjerm i de seneste tre passagertællinger har haft mellem 195 og 240 passagerer på en hverdag.
Det er naturligvis beklageligt, hvis nogle af de berørte kunder oplever en serviceforringelse ved det manglende stop på Hjerm Station, men denne gene må ses i forhold til gevinsten for de mange passagerer, der med det gennemgående tog oplever en kortere rejsetid.
Med dette udgangspunkt ser jeg ikke, at der er grundlag for, at jeg kan foretage mig yderligere.
Flemming Hansen