|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            1. november 2006 J. nr.          004-U18-000034  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 24. oktober 2006 stillet mig følgende spørgsmål 32 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes kommentere vedlagte henvendelse af 23. oktober 2006 fra Ole Klottrup vedr. rapporten om godsterminalen i Taulov og konsekvenserne af, at Railion har opsagt sit samarbejde med Carlsberg-koncernen."
Jeg har noteret mig, at Railion har valgt at opsige aftalen med Carlsberg om transporter af bryggeriets produkter mellem Fredericia og Høje Taastrup.
Indledningsvis vil jeg gerne henvise til, at banegodsområdet gennem de seneste 5-10 år har gennemgået en meget stor omstrukturering fra at være et statsligt anliggende til at være fuldt ud liberaliseret.
I et liberaliseret marked for jernbanegods indskrænkes statens handlemuligheder til at sikre nogle fornuftige og i forhold til andre transportaktører retfærdige rammebetingelser for godstrafikken på jernbane. Regeringen kan derfor ikke sikre en vis mængde gods på jernbane, men kan til gengæld tilpasse rammevilkårene for at drive godstrafik på jernbane.
Railion har over for Transport- og Energiministeriet oplyst, at baggrunden for afviklingen af Carlsberg-transporterne er manglende lønsomhed. Railion peger samtidig på den manglende afklaring af situationen vedr. kombiterminalerne som indirekte årsag.
Railion lægger især vægt på, at der på kort sigt gennemføres en reduktion af huslejen på kombiterminalerne i Taulov og Høje Taastrup.
Railions leje for benyttelse af kombiterminalen i Høje Taastrup er fastlagt i en kommerciel aftale mellem Railion og DSB. Transport- og Energiministeriet er bekendt med, at der har været forhandlinger mellem parterne om bl.a. en reduktion af denne husleje.
Det er mit indtryk, at der blandt parterne har været et noget forskelligt syn på indholdet af en eventuel ny aftale. Derfor har det desværre endnu ikke været muligt at indgå en ny aftale.
Transport- og Energiministeriet vil nu indkalde parterne til en drøftelse om sagens forløb, således at alle parter kan få klarhed over sagens forløb og de muligheder, der ligger for at finde en løsning.
Som også Ole Klottrup henviser til, har Trafikstyrelsen den 10. oktober 2006 udsendt en rapport, der undersøger mulighederne for en nyordning af kombiterminalerne til omlæsning af gods mellem bane og vejsektoren.
Nu skal vi høre erhvervslivets bemærkninger til rapporten. På baggrund af Trafikstyrelsens rapport og erhvervets bemærkninger hertil, vil vi finde en mere langsigtet model for håndtering af fremtidens kombiterminaler.
Flemming Hansen