Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             23. august 2007

J nr.             004-U18-202

  

 

Trafikudvalget har i brev af 30. juli 2007 stillet mig følgende spørgsmål 315 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 315:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 27. juli 2007 fra viceborgmester i Gladsaxe Kommune John Brown Brabant Althoff-Andersen vedr. begrænsninger i postudbringningen, jf. TRU alm. del – bilag 531"

Svar:

 

Indledningsvis kan jeg oplyse, at mit svar af 11. juli 2007 på Trafikudvalgets spørgsmål 271 ikke tager stilling til spørgsmålet om plads eller bygningsforhold i forbindelse med, at der senest med udgangen af 2009 skal etableres brevkasseanlæg i eller ved etageejendomme opført før 1974.

Mit svar på spørgsmål 271 vedrører spørgsmålet om, at bevægelseshæmmede og andre handicappede, der er ude af stand til selv at tømme deres postkasse, efter indstilling fra vedkommendes socialforvaltning eller invalideorganisation, siden 1973 efter anmodning har haft krav på at Post Danmark omdeler posten til boligen. Endvidere oplyser jeg, at det som led i postforliget fra 2004 blev besluttet, at reglen også skulle udvides til at gælde for pensionister (beboere på 65 år og derover), der bor i etageejendomme, der er opført før 1974.

Som jeg forstår henvendelsen til Trafikudvalget fra John Brown Brabant Althoff-Andersen drejer spørgsmålet sig om eventuelle plads- eller bygningsmæssige forhold, der kan vanskeliggøre etableringen af brevkasseanlæg i eller ved ældre etageejendomme (opført før 1974).

Som led i postforliget blev det i forbindelse med vedtagelse af lov om postbefordring (lov nr. 472 af 9. juni 2004) besluttet, at der senest den 31. december 2009 skal være etableret brevkasseanlæg i ældre etageejendomme.

I betænkningen til loven oplyses det bl.a.: ”Parterne er enige om, at der inden udgangen af 2009, hvor der er forventning om, at EU liberaliserer postmarkedet yderligere, skal være opstillet brevkasseanlæg i etageejendomme opført før 1974, dog under hensyntagen til eventuelle særlige bygnings- og brandtekniske forhold, herunder fredningsmæssige forhold.”

Etableringen af brevkasseanlæg skal følgelig respektere den gældende byggelovgivning, uanset om anlægget placeres indenfor eller udenfor ejendommens indgangsdør.

Færdselsstyrelsen har overfor mig oplyst, at styrelsen efter individuel vurdering tager stilling til – evt. på grundlag af en udtalelse/afgørelse fra vedkommende bygnings- eller fredningsmyndighed - om der grundet særlige bygnings-, brandtekniske- eller fredningsmæssige forhold er basis for at dispensere fra kravet om opstilling af brevkasseanlæg, således at posten som hidtil omdeles til de enkelte lejligheder.

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen