Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             29. juni 2007

J. nr.           004-U18-184

  

 

Trafikudvalget har i brev af 21. juni 2007 stillet mig følgende spørgsmål 288 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 288:

 

"Vil det ændre på DSB's konkurrencevilkår, hvis f.eks. 25 pct. af DSB privatiseres?"

Svar:

 

Som bekendt har regeringen besluttet at igangsætte en undersøgelse af mulighederne for øget konkurrenceudsættelse i jernbanesektoren herunder  vurdere mulighederne for en hel eller delvis privatisering af DSB. I den forbindelse vil det naturligvis også blive undersøgt, hvorvidt der bør ændres i de fremtidige juridiske rammer for DSB herunder de konkurrenceretlige vilkår. Det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt at tage stilling til om DSB’s konkurrencevilkår vil blive ændret ved en hel eller delvis privatisering af DSB.  

 

Jeg skal i øvrigt bemærke, at det fremgår af ”Konkurrenceretlige vilkår for DSB”, at: ”Hovedelementerne i den konkurrenceretlige adfærdsregulering berører for det første krydssubsidiering mellem statsstøttede aktiviteter og aktiviteter, som udføres på rene forretningsmæssige vilkår. For det andet omfatter den regulering af forhold omkring den dominerende stilling på markedet. For det tredje omfatter den forhold vedrørende ikke-diskriminering og for det fjerde et mål om sikring af fri og lige konkurrence på udbudt og fri passagertrafik”.

 

I forbindelse med en eventuel privatisering af 25 pct. af DSB og fastlæggelsen af de fremtidige juridiske rammer er det efter min opfattelse helt centralt, at der værnes om alle de ovenfor nævnte forhold.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen