Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             11. juli 2007

J nr.             04-U18-194

  

 

Trafikudvalget har i brev af 14. juni 2007 stillet mig følgende spørgsmål 271 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 271:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra FSB om postkasser i etagebyggeri, jf. TRU alm. del – bilag 478."

Svar:

 

På baggrund af en udtalelse fra Færdselsstyrelsen kan jeg oplyse følgende:

Siden indførelsen af brevkassebestemmelserne - i 1973 for parcelhuse, og i 1974 for etageejendomme – har det i lovgivningen været fastsat, at bevægelseshæmmede og andre handicappede, der er ude af stand til selv at tømme deres brevkasse, efter indstilling fra vedkommende socialforvaltning, Dansk Blindesamfund eller De Samvirkende Invalideorganisationer, har krav på at få forsendelser til den pågældende omdelt af Post Danmark direkte til boligen. Administrationen af ordningen varetages af Post Danmark.

I forbindelse med vedtagelse af Lov om postbefordring, Lov nr. 472 af 9. juni 2004 blev det besluttet, at der senest den 31. december 2009 ligeledes skal etableres brevkasseanlæg i etageejendomme opført før 1974.

Som et led i postforliget fra 2004 i forbindelse med vedtagelsen af loven blev det besluttet at udvide de gældende regler for handicappede til også at gælde pensionister (beboere på 65 år og derover). Pensionister, der bor i etageejendomme, der er opført før 1974, har således efter anmodning til det lokale posthus krav på at få forsendelser omdelt af Post Danmark direkte til boligen.

Færdselsstyrelsen har oplyst, at administrationen af den eksisterende ordning med dispensation fra brevkassebestemmelserne for handicappede ikke har givet anledning til klager til Færdselsstyrelsen som følge af, at pågældende postmodtagere finder det for byrdefuldt at skulle agere i sagen, og Færdselsstyrelsen forventer heller ikke, at administrationen af den ny ordning med dispensation til pensionister vil medføre henvendelser til styrelsen.

Samlet set vurderer Færdselsstyrelsen, at det af FSBbolig fremførte om at give generelle  - frem for individuelle - dispensationer vil medføre forøgende omkostninger i omdelingstjenesten. Herved vil formålet med indførelse af brevkassebestemmelserne – besparelser i omdelingstjenesten opnået bl.a. ved omdeling til centralt placerede brevkasseanlæg i stedet for i brevindkast på de enkelte etager - blive udhulet.

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen