Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             15. juni 2007

J. nr.           004-U18-182

  

 

Trafikudvalget har i brev af 29. maj 2007 stillet mig følgende spørgsmål 260 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 260:

 

"Ministeren bedes kommentere den vedlagte leder "Hoppet af sporet" og de vedlagte artikler og interviews fra sektionen "KUP" om DSBs Orange Tog fra Ekstra Bladet, lørdag den 26. maj 2007."

Svar:

 

Indledningsvis skal jeg bemærke, at jeg helt generelt er af den opfattelse, at

man kun kan drive forretning ved at behandle sine kunder ordentligt, og at både sælger og køber skal føle sig tilfreds med en handel. Når det er sagt, så

gælder det hos DSB, som i enhver anden forretning, at kunden også har et

ansvar for at orientere sig om, hvilke tilbud – herunder muligheden for

Orangebilletter - der findes.

 

Det fremgår af DSB loven, at DSB har til opgave at agere på forretningsmæssige vilkår inden for de rammer, der er aftalt. Dette indebærer bl.a., at det er DSB's opgave at markedsføre og sælge togrejser.

 

DSB har anvendt en målrettet markedsføring siden introduktionen af de såkaldte Orange tog i efteråret for at gøre opmærksom på disse tog med skilte på relevante stationer, annoncering på DSB’s hjemmeside, med plakater og reklamer på busser og markedsføring i regionale og landsdækkende aviser.

 

Målt ud fra sædvanlige kriterier inden for markedsføring har kendskabet til Orange tog været tilfredsstillende og benyttelsen har også været stigende i perioden siden introduktionen. Men der er ingen tvivl om, at en væsentlig kilde til kendskab og benyttelse er budskabet fra mund til mund, og det kræver ifølge sagens natur tid for, at denne del af kommunikationen kan få effekt.

 


Jeg har i øvrigt med tilfredshed noteret mig, at DSBs salgsdirektør har tilkendegivet, at man vil uddanne salgsmedarbejderne bedre med henblik på at medarbejderne i højere grad skal gøre kunderne opmærksomme på muligheden for at købe billetter til de Orange tog.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen