Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             1. oktober 2007

J. nr.           004-u18-181

  

 

Trafikudvalget har i brev af 25. maj 2007 stillet mig følgende spørgsmål 259 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr.  259:

 

"Ministeren bedes udfærdige en udtømmende liste over hvilke begrænsninger, der gælder for passagerer, der fra Bornholm skal rejse gennem Sverige, f.eks. vedr. medbringelse af husdyr, medicin etc."

Svar:

 

Følgende liste er udarbejdet på baggrund af bidrag fra Justitsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Fødevarestyrelsen:

Privates transport af kæledyr

For så vidt angår de dyresundhedsmæssige krav ved transport af dyr til og fra Bornholm via Sverige, vil transporten, bortset fra privates transport af hund og kat, betragtes som en indførsel til Sverige og ikke som en transit gennem Sverige.

Ikke-kommerciel transport af kæledyr reguleres af Rådets Forordning (EF) 998/2003 om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr og om ændring af Rådets direktiv 92/65/EØF.

I henhold til forordningens bilag 1 betragtes følgende dyrearter som kæledyr:

- Hunde

- Katte

- Fritter

- Hvirvelløse dyr (bortset fra bier og skaldyr)

- Tropiske akvariefisk

- Padder

- Krybdyr

- Fugle, alle arter bortset fra fjerkræ

- Pattedyr: Gnavere og tamkaniner

 

Andre dyrearter holdt som kæledyr, som ikke fremgår af bilag 1 til forordningen, kan ikke transporteres i henhold til bestemmelserne i forordningen, og vil derfor samhandles i henhold til bek. 774 af 29. august 2001.

For at være omfattet af forordningen er det en forudsætning, at dyret ledsager sin ejer, eller en fysisk person, som på ejerens vegne har ansvaret for dyret under transporten, samt at dyret ikke er bestemt til videre salg eller overdragelse af ejendomsretten.

Der er alene opstillet dyresundhedsmæssige krav for ikke-kommerciel transport af hunde, katte og fritter:

Ved rejse fra Danmark til EU-lande (bort set fra Sverige, Irland, Malta og Det Forenede Kongerige) stilles følgende krav:

- Dyret skal være ID-mærket (mikrochip eller tatovering)

- EU Selskabdyrspas udstedt af en praktiserende dyrlæge

- Vaccination mod rabies

 

I henhold til forordningen har Sverige, Irland, Malta og Det Forenede Kongerige i en periode frem til 2. juli 2008 ret til at opretholde deres nationale regler for indførsel af ovennævnte dyrearter.

Det betyder, at der ved indførsel af hunde, katte og fritter til Sverige, foruden ovennævnte krav, stilles følgende supplerende krav:

 

- Antistoftitertest udtaget mindst 120 dage efter rabiesvaccinationen med et resultat på mindst 0,5 IE/ml

- Ormebehandling indenfor 10 dage før indrejsen til Sverige.

 

De supplerende krav skal dokumenteres i passet, dog kan ormebehandlingen dokumenteres på særskilte bilag.

Hvad angår de øvrige dyrearter, der fremgår af forordningens bilag 1, stiller de svenske veterinærmyndigheder krav om forudgående ansøgning om importtilladelse. Foruden en importtilladelse stilles krav afhængigt af dyreart til sundhedsattest (enten attesteret af en praktiserende dyrlæge eller en embedsdyrlæge) samt frihed for artsspecifikke sygdomme og eventuel negative prøveresultater.

For så vidt angår hunde og katte har de svenske veterinærmyndigheder nationale regler, som tillader transit af disse dyrearter til og fra Bornholm via svensk område. Der stilles følgende krav:

 

- Gennemrejse må kun ske på strækningerne Helsingborg - Ystad eller Lernacken (Øresundsbroen) - Ystad i valgfri retning.

 

- Dyret skal transporteres direkte fra Ystad til Bornholm respektivt fra Helsingborg/Lernacken (Øresundsbroen) til Sjælland.

 

- Dyret må ikke have opholdt sig i andre lande end EU Medlemsstater eller EFTA-lande indenfor de seneste seks måneder.

 

- Der skal foreligge en pladsreservation til færgen fra Ystad.

 

- Dyret må under ingen omstændigheder forlade køretøjet eller have kontakt med andre dyr under transporten.

 

- Opholdet i Sverige må ikke overstige fire timer.

 

- Dyret skal være ID-mærket enten med en tatovering eller en mikrochip.

 

- Dyret skal indenfor 10 dage før indrejse i Sverige være ormebehandlet.

 

- Endvidere skal ejeren udfylde en indførselsanmeldelse, der findes online på de svenske Toldmyndigheders hjemmeside.

 

Der er ikke svenske nationale regler for transit af de øvrige kæledyr.

Medicin

På et møde 10.-11. august 2004 i Nordisk Ministerråd for Narkotikaspørgsmål accepterede de nordiske lande på dansk forslag, at man ved den nationale fastlæggelse af omfanget af kontrollen med rejsendes retmæssige besiddelse af lægemidler indeholdende euforiserende stoffer skal lægge en fælles kort liste over euforiserende stoffer til grund.

 Af de i alt ca. 250 euforiserende stoffer, der er undergivet kontrol i henhold til landenes narkotikalovgivning, omfatter den korte liste 21 stoffer, som det er relevant at kræve dokumentation for den retmæssige besiddelse af, når de indgår i lægemidler.

Efter gennemførelsen af de fornødne regelændringer har Sverige pr. 1. juni 2006 implementeret en kontrolpraksis, der bygger på den korte liste. Dog har man i Sverige fundet det nødvendigt at udvide listen med et enkelt stof, således at den omfatter 22 euforiserende stoffer.

For rejsende, der skal til og fra Bornholm gennem Sverige, betyder den svenske kontrolpraksis, at der som udgangspunkt kun kræves dokumentation for retmæssig besiddelse af lægemidler indeholdende euforiserende stoffer, hvis der er tale om et af de 22 stoffer på den korte liste. Der henvises til § 5 a i den svenske "förordning (2006:273) om ändring i förordningen (1992:1554) om kontroll av narkotika”.

VÃ¥ben til brug for jagt og konkurrence

Udrejse til og indrejse fra Sverige med skydevåben til jagt eller konkurrenceskydning kræver som udgangspunkt tilladelse fra politiet, jf. § 26, stk. 1, og § 27, stk. 2, i våbenbekendtgørelsen.

Personer, der er i besiddelse af et såkaldt europæisk våbenpas, kan imidlertid uden særskilt tilladelse besidde skydevåben under rejse i to eller flere EU-lande, herunder til og fra Sverige, med henblik på deltagelse i jagt eller konkurrenceskydning, jf. § 7 i våbenpasbekendtgørelsen. Europæiske våbenpas udstedes efter ansøgning vederlagsfrit af politiet til personer, der er bosiddende her i landet, og som lovligt er i besiddelse af jagt- eller konkurrenceskydevåben, jf. bekendtgørelsens § 9.

Justitsministeriet har i øvrigt oplyst, at der i henhold til svensk lovgivning gælder en række begrænsninger med hensyn til at indføre skydevåben mv. i Sverige.

Det følger imidlertid af § 13, litra b, i den svenske våbenlov, at personer med permanent tilladelse fra danske myndigheder til at besidde jagt- eller konkurrenceskydevåben kan medbringe disse våben på rejse gennem Sverige til bl.a. Danmark med henblik på anvendelse ved jagt eller konkurrence uden særskilt tilladelse.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Jakob Axel Nielsen