Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato 21. juni 2007    

J nr. 004-U18-180

  

 

Trafikudvalget har i brev af 25. maj 2007  stillet mig følgende spørgsmål 258 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

 

Spørgsmål nr. 258:

 

"Ministeren bedes kommentere vedlagte henvendelse af 23. maj 2007 fra Dansk Handicap Forbund vedrørende tilgængelighed i nye tog."

Svar:

 

Det direktiv, som Dansk Handicap Forbund omtaler, er den såkaldte TSI-PRM standard for jernbanedriften i Europa (Tekniske Specifikation for Interopera­bi­litet for mennesker med reduceret mobilitet).

 

TSI-PRM opstiller minimumskrav, der er udarbejdet af repræsentanter for togindustrien, operatører og myndigheder, og som skal efterleves for nye og ombyggede stationer, perroner og tog.

 

I mit svar af 16. april 2007 på S 1819 og S 1821, stillet af Folketingsmedlem René Skau Björnsson (S), findes en uddybende beskrivelse af TSI-PRM.

 

Dansk Handicap Forbund anfører, at handicaporganisationerne ikke har været inddraget i arbejdet. DSB har oplyst, at der i forbindelse med udarbej­delsen af TSI-PRM har været en løbende dialog mellem arbejdsgruppen (AIEF), som har været ansvarlig for TSI-arbejdet, og European Disability Forum. Der blev i 2005 gennemført en høring vedrørende TSI-PRM, som handicap­organisa­tionerne i hele Europa, herunder også de danske handicaporganisationer, deltog i. Det fremgår af referat fra møde den 17. august 2005 i DSBs handicappanel.

 

For så vidt angår Dansk Handicap Forbunds kritik af TSI-PRM minimumsanbefalinger skal jeg henholde mig til mit svar på S 1819.

 

Det er fortsat min opfattelse, at der med de nye europæiske standarder for tilgængelighed til stationer og rullende materiel for kunder med reduceret mobilitet, er skabt et hensigtsmæssigt grundlag for det fremadrettede samarbejde med forbedring af tilgængeligheden på såvel nationalt som på europæisk plan.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen