Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             13. juni 2007

J. nr.           004-U18-179

  

 

Trafikudvalget har i brev af 22. maj 2007 stillet mig følgende spørgsmål 254-255 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål 254:

"Ministeren bedes oplyse, om der har været rettet henvendelser fra museer, teatre eller andre kulturelle institutioner til DSB om muligheden for at samarbejde om billetter, hvor man kombinerer togtransport med museumsbesøg, teaterforestillinger eller andre kulturelle aktiviteter. I bekræftende fald bedes det oplyst, hvad der kom ud af disse henvendelser."

 

Svar:

DSB oplyser, at de løbende modtager henvendelser fra danske museer, teatre og andre kulturelle institutioner om muligheden for samarbejde om billetter, hvor man kombinerer togtransport med museumsbesøg, teaterforestillinger eller andre kulturelle aktiviteter.

DSB foretager en kommerciel vurdering af konkrete forslag til aftaler om samarbejde med museer, teatre og andre kulturelle institutioner – jf. bestemmelserne i lov om DSB. På baggrund af denne vurdering indgås aftaler - typisk i forbindelse med særlige begivenheder eller markeringer.

 

På nuværende tidspunkt har DSB en løbende aftale om kombination af billet og adgang med kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.

 

Et eksempel på en anden type samarbejde er DSB Døgnet, der i år blev afviklet d. 18. maj. DSB havde her et samarbejde med 17 danske kulturelle institutioner. Institutionerne udbød i anledning af DSB Døgnet en række aktiviteter til de besøgende. DSB informerede om disse tilbud i den markedsføring, der blev gennemført for DSB-døgnet, ikke mindst via en særlig hjemmeside. De mange rejsende fik således noget at rejse efter, og dermed var gensidige fordele drivkræften i samarbejdet mellem DSB og den enkelte institution.

 

DSB har tidligere haft forskellige former for samarbejde med en række seværdigheder, blandt andet under overskriften ”Danmarksture”, men en gennemgang af salget kombineret med de udgifter, der var forbundet med at etablere og vedligeholde samarbejdet og sikre salget af disse forskellige rabatprodukter, førte til, at dette tilbud ophørte. DSB er imidlertid i gang med en fornyet vurdering af mulighederne på dette område for eventuelt at kunne genoptage det på et kommercielt bæredygtigt grundlag.

Spørgsmål 255:         

”Ministeren bedes oplyse, om der findes eksempler på samarbejde mellem jernbaneoperatør og kulturelle institutioner om særlige billetter, hvor man kombinerer togtransport med museumsbesøg, teaterforestillinger eller andre kulturelle aktiviteter, og i bekræftende fald hvilke.”

 

Svar:

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 254 har DSB p.t. en aftale med kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, hvor man samarbejder om salg af 1-dagsbilletter inklusiv entré til museet. Billetten udstedes fra DSB stationer og lokalbanestationer beliggende i Hovedstadsregionen og til Humlebæk. Der sælges ca. 10.000 af disse billetter årligt.

 

Desuden oplyser Trafikstyrelsen, at Arriva Tog ved flere lejligheder har samarbejdet med kulturelle institutioner ved at sælge billetter, der har givet adgang til både togtransport og deltagelse i kulturelle aktiviteter. Der nævnes følgende eksempler: ”Jul i Den gamle by i Århus” i 2004, ”Beachparty i Skive” i 2005 og ”Blå mandagstog” i 2004 og 2005.  Arriva Tog oplyser endvidere, at de arbejder på at udvide disse former for samarbejde.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen