Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             6. juni 2007

J. nr.           004-175

  

 

Trafikudvalget har i brev af 16. maj 2007 stillet mig følgende spørgsmål 249 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr.  249:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 15. maj 2007 fra Hirtshals Havn vedr. godsjernbane til Hirtshals Havn, jf. TRU alm. del - bilag 430."

Svar:

 

Jeg har noteret mig Hirtshals Havns undersøgelse af CO2-reduktions-potentialet ved godstransporter på jernbanen mellem henholdsvis Hirtshals og og Taulov og Hirtshals og Duisburg.

Som bekendt er markedet for jernbanegods i Danmark blevet liberaliseret, og det står derfor enhver godkendt jernbanegodstransportør frit for at transportere gods via jernbanen, også fra Hirtshals. I et liberaliseret marked for jernbanegods skal ministeren sikre fornuftige og i forhold til andre transportaktører retfærdige rammebetingelser for godstrafikken på jernbanen. Ministeren har dog ikke kompetence til og bør heller ikke blande sig i oprettelsen af konkrete godsruter.

Jeg kan hertil bemærke – som nævnt i forbindelse med min bevarelse Trafikudvalget spørgsmål 126 vedr. Hirtshals Havn, og som udmeldt i Folketingets spørgetid den 18. april 2007 – at jernbanen fra Hjørring til Hirtshals er en privatbane, hvorfor det er trafikselskabet i Nordjylland og Region Nordjylland, der har ansvaret for en eventuel udbygning, fornyelse og vedligeholdelse af baneanlægget, og dermed også ansvaret for rammerne for jernbanetransport på netop denne strækning.

I forhold til rammerne for godstransport på statens jernbanenet foretager Banedanmark i øjeblikket levetidsforlængelse af strækningen Aalborg – Frederikshavn, således at strækningshastigheden kan opretholdes, indtil der foretages en sporombygning af hele strækningen.

 

 

Derudover indgår et projekt omkring opgradering af strækningen Hobro - Aalborg i de projekter, som regeringen på sigt ønsker at fremme. Dermed vil også kapaciteten for godstransport blive øget.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen