Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 228,<DOCUMENT_START> som Folketingets Trafikudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 27. april 2007.

 

 

 

Lene Espersen

/

                                                           Michael Højer


Besvarelse af spørgsmål nr. 228 fra Folketingets Trafikudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren anmodes om en vurdering af uddannelsen til traktorkørekort. Der henvises til, at der i det midtjyske område har været en heftig debat om denne uddannelse. Det er blevet hævdet, at uddannelsen gennemføres af personer, der ikke er specialuddannet. Det hævdes endvidere, at uddannelsen gennemføres på mindre traktorer og med meget små påhængsvogne. Dette hævdes at være uhensigtsmæssigt, da selv nyuddannede traktorførere efterfølgende kan køre med traktortræk på op til 42 tons.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, som har oplyst følgende:

 

”Det følger af færdselslovens § 62, stk. 1, at traktor og motorredskab kun må føres af personer, der har erhvervet kørekort til bil eller særligt kørekort til traktor (motorredskab). Det følger endvidere af færdselslovens § 62, stk. 3, jf. § 19 i kørekortbekendtgørelsen, at kørekort til traktor/motorredskab kan udstedes til personer, der er fyldt 16 år. Kørekort til traktor/motorredskab giver ret til at føre disse køretøjer, herunder med tilkoblede påhængskøretøjer, jf. kørekortbekendtgørelsens § 14.

 

Kørekort til traktor/motorredskab kan kun udstedes, såfremt den pågældende ved en prøve har godtgjort at have tilstrækkelig kørefærdighed og fornødent kendskab til køretøjet og dets behandling samt til færdselsreglerne, jf. færdselslovens § 62, stk. 3, jf. § 56, stk. 2, nr. 3. De nærmere betingelser for erhvervelse af kørekort til traktor/motorredskab følger af bilag 7 til kørekortbekendtgørelsen. Det fremgår bl.a. heraf, at aspiranter, der ønsker at erhverve kørekort til traktor/motorredskab, skal bestå såvel en teoriprøve som en praktisk prøve til traktor.

 

Køreprøven til traktor/motorredskab består dels af en overhøring i køretøjsteknik, køreteknik, færdselsregler og faremuligheder, dels af en prøve i kørsel i tættere bebygget område med indlagte manøvreprøver samt særlige prøver i svingning. Øvelseskørsel og praktisk prøve skal gennemføres i en traktor med en egenvægt på mindst 2.000 kg med en tilkoblet påhængsvogn med en egenvægt på mindst 800 kg, jf. kørekortbekendtgørelsens bilag 5.

 

Der er ikke krav om forudgående køreundervisning ved erhvervelse af kørekort til traktor/motorredskab, jf. færdselslovens § 62, stk. 3, sammenholdt med § 56, stk. 4. Såfremt der imidlertid gives køreundervisning i form af øvelseskørsel på vej, skal denne ifølge færdselslovens § 64, stk. 2, sidste pkt., gives af en godkendt kørelærer. Da køreundervisning ikke er obligatorisk, er der ikke fastsat nærmere faglige eller indholdsmæssige krav til eventuel undervisning.

 

Rigspolitiet er bekendt med, at bl.a. landbrugsskoler udbyder undervisning i forbindelse med erhvervelse af kørekort til traktor.

 

Rigspolitiet vurderer løbende behovet for tilpasninger af de gældende regler for køreuddannelse, herunder kravene til erhvervelse af kørekort til traktor/motorredskab.”

 

Justitsministeriet finder umiddelbart ikke grundlag for at ændre reglerne for erhvervelse af kørekort til traktor/motorredskab.