Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             8. maj 2007

J nr.             459-1

  

 

Trafikudvalget har i brev af 17. april 2007 stillet mig følgende spørgsmål 222 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 222:

 

"Vil Ministeren overveje at stramme kravene til f.eks. hvide betonmarkeringer, der markerer fodgængerfelter, således at de SKAL udføres med ru overflade? som det er nu er disse betonfelter glatte som sæbe, når de bliver våde, og derfor til stor fare for motorcyklister."

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Walter Christophersen (DF)


Svar:

 

Kørebaneafmærkning udføres normalt i termoplast, men i trafiksanerede bymiljøer bruges af og til betonsten, og det er korrekt, at disse ofte har en dårlig friktion.

 

Der findes ikke bindende regler for kørebaneafmærknings friktion. I vejreglernes udbudsforskrifter, der er paradigmaer for udbud af forskellige opgaver, herunder udførelse af kørebaneafmærkning, er der imidlertid anbefalet en kravværdi til friktion, som vejbestyrelserne kan vælge at anvende ved udbud.

 

Efter disse forskrifter måles friktionen med en prøvningsmetode angivet i den europæiske standard EN 1436. Denne prøvningsmetode giver desværre ikke resultater, der entydigt og med tilstrækkelig sikkerhed kan eftervise, om friktionen med det konkret anvendte materiale lever op til kravværdien. Det er derfor uhensigtsmæssigt at opstille bindende regler, da det er svært at eftervise overholdelsen heraf.

 

Vejdirektoratet deltager også på dette felt løbende i det europæiske samarbejde, og er i den forbindelse særligt opmærksomme på den rejste problematik.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen