Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             10. maj 2007

J nr.             004-u18-160

  

 

Trafikudvalget har i brev af 16. april 2007 stillet mig følgende spørgsmål 215 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 215:

 

" Ministeren bedes kommentere henvendelse af 12. april 2007 fra Ninka og Jens Wollesen, Ringsted vedr. L107 – støjdæmpning, jf. TRU alm. Del – bilag 373."

 

Svar:

 

Ninka og Jens Wollesen er bekymrede over, at der i forbindelse med anlæg af et nyt overhalingsspor øst for Ringsted Station – lige for enden af deres baghave - skal fjernes høj og tæt beplantning, som de mener skærmer for støjen fra togtrafikken,  og de anmoder om tilskud til etablering af plankeværk mod jernbanen som erstatning for den fjernede beplantning.

 

Jeg kan oplyse, at det er korrekt, at der i det pågældende villakvarter sker ændringer i beplantningen mellem baghaverne og jernbanen, når det nye overhalingsspor øst for Ringsted Station skal anlægges.

 

Den eksisterende skråning mod jernbanen skal afgraves for at få plads til det nye spor og køreledningsanlæg. Der er i dag høj beplantning på såvel ejendommen som på en jordbræmme, der er udlejet af Banedanmark samt på selve baneskråningen. Ved anlæg af det nye spor fjernes den eksisterende beplantning mod banen for at skabe adgang til arbejdsstedet.

 

Jeg har fået oplyst af Trafikstyrelsen, at levende hegn og bevoksning ikke har praktisk, støjdæmpende virkning, selvom om det umiddelbart kan opleves sådan. Levende hegn og bevoksning indgår ikke i de beregningsmetoder, som Miljøstyrelsen foreskriver ved beregning af jernbanestøj, og der vil kun være marginal støjmæssig virkning ved at fjerne beplantningen.

 

Den aktuelle jernbanestrækning blev gennemgået af Banedanmarks Støjprojekt i 2005, og alle grundejere med ejendomme langs jernbanen, hvor der ved de foretagne støjberegninger blev konstateret en støjbelastning med et døgngennemsnit på over 65 dB(A), har fået tilbud om økonomisk tilskud til støjdæmpning af boliger.

 

Trafikstyrelsens støjberegninger, som er gennemført i forbindelse med projektet for anlæg af overhalingssporet, har vist, at støjniveauet ikke øges fremover, selvom der kommer øget trafik.

 

Banedanmark vil efter det nye spors etablering foretage genbeplantning af baneskråningen med fortrinsvis lavt voksende vækster af hensyn til den løbende vedligeholdelse og krav til beplantning nær elektrificerede jernbanestrækninger.

 

Med hensyn til ønsket om tilskud til etablering af plankeværk mod jernbanen som erstatning for den fjernede, tætte beplantning, kan jeg sige, at Banedanmark som anlægsmyndighed vil yde erstatning for benyttelse af dele af ejendommen som adgangsvej. Erstatningen udmåles af Kommissarius for Statens ekspropriationer på Øerne og indeholder erstatning for mistet beplantning, eventuelle faste hegn, indskrænket råderet ved pålæg af eldrift-servitut samt leje af de inddragne arealer i anlægsperioden.

 

Dette erstatningsbeløb kan frit anvendes til f. eks. genbeplantning eller etablering af plankeværk m.v. Der gives ikke erstatninger ud over ekspropriationserstatningen.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen