Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato  24. april 2007

J. nr. 432-64                 

  

 

Trafikudvalget har i brev af 10. april 2007 stillet mig følgende spørgsmål 199 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr.  199:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 9. april 2007 fra Borgere til bevarelse af freden i Gudenådalen v/Tommy Rasmussen og Jakob Løchte vedr. motorvej ved Silkeborg, jf. TRU alm. Del – bilag 358."

Svar:

 

I henvendelsen fra ”Borgere til bevarelse af freden i Gudenådalen” v/Tommy Rasmussen og Jakob Løchte oplyses, at henvendelsen er foranlediget af, at en borgergruppe med navnet ”Borgere mod Kombilinien” har søgt foretræde for Trafikudvalget. Tommy Rasmussen og Jakob Løchte, der er ophavsmænd til Kombilinien, oplyser, at de ikke er enige i denne gruppes synspunkter og anfører en række argumenter for Kombilinien, bl.a. med henvisning til Vejdirektoratets VVM-redegørelse for Kombilinien fra 2006.

De peger bl.a. på, at Kombilinien ikke deler byen, da de eksisterende tværgående veje enten føres over eller under motorvejen, og at Kombilinien giver mindre luftforurening og støj i byomåderne end Resendallinien. De anfører endvidere, at Kombilinien krydser Gudenådalen og EF-habitatområde tæt på den nuværende hovedlandevej og uden for det fredede område i modsætning til Resendallinien, samt at antal ekspropriationer stort set vil være det samme i de to linjer.

De peger desuden på, at en motorvej i Kombilinien vil være til fordel for det lokale erhvervsliv, og at den vil tiltrække mere trafik og give en større trafiksikkerhedsmæssig gevinst end en motorvej i Resendallinien.

Regeringen har som bekendt, af hensyn til de naturmæssige værdier som knytter sig til Gudenådalen, besluttet at se bort fra Resendallinien i det videre arbejde med motorvejen mellem Funder og Låsby og i stedet gå videre med Kombilinien.



I grundlaget for beslutningen om at gå videre med Kombilinien indgår de synspunkter og oplysninger fra Vejdirektoratets VVM-redegørelse for Kombilinien, som Tommy Rasmussen og Jakob Løchte henviser til.

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen