Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             20 . april 2007

J nr.             004-142

  

 

 

Trafikudvalget har i brev af 26. marts 2007 stillet mig følgende spørgsmål 183 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål nr. 183:

 

" Ministeren bedes kommentere henvendelse af 22. marts 2007 fra Advokatfirmaet Bech-Bruun på vegne af Vejle Havn vedr. nationale interesser contra lokalpolitiske ønsker, jf. TRU alm. del - bilag 333."

 

Svar:

 

Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til havneloven, der trådte i kraft den 1. januar 2000, at der gennem de seneste år er sat fokus på havnene med sigte på at fremme søtransporten og dermed bidrage til en styrkelse af de miljøvenlige transportformer. 

 

Det nævnes videre, at den nye lov skal bidrage til at give mulighed for større dynamik og større konkurrencedygtighed i danske havne med det sigte at fremme søtransporten som led i opprioriteringen af de miljøvenlige transportformer.

 

En netop offentliggjort undersøgelse, udført af Danske Havne, viser en meget positiv udvikling for provinshavnene med stigende godsmæng­der. En sådan udvikling, som også kan medvirke til at mindske presset på landevejene, støttes af regeringen.

 

For så vidt angår omdannelse af havneafsnit til byformål henholder jeg mig til, at dette skal ske under hensyn til havnelovens bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen og havnebestyrelsen i en kommunal selvstyrehavn skal varetage havnens interesser ved udøvelsen af deres kompetence.      

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen