Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             20. marts 2007

J. nr.           004-U18-000134

Deres ref.

  

 

Trafikudvalget har i brev af 28. februar 2007 stillet mig følgende spørgsmål 163 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 163:

”Med henvisning til, at priserne på en togbillet mellem Viborg og Ulstrup er steget med 50 pct. som følge af kommunalreformen, idet strækningen tidligere løb gennem kun én zone, men nu løber gennem to zoner, bedes ministeren oplyse, om der er flere af den slags prisstigninger som følge af kommunalreformen.”

Svar:

 

I spørgsmålet anføres det, at rejser mellem Viborg og Ulstrup før struktur-reformen gik gennem én zone, mens den efter strukturreformen løber gennem to zoner. Jeg antager, at der refereres til, at rejsen før strukturreformen løb inden for ét trafikselskab, mens den nu løber gennem to takstområder inden for samme trafikselskab.

 

Det forholder sig nemlig således, at det kan have stor betydning for prisen på en togrejse, om der på rejsen overskrides en trafikselskabsgrænse eller en grænse for et takstområde, fordi rejsen dermed overgår fra at være prissat efter trafikselskabets eget takstsystem til at blive prissat efter DSB’s takstsystem. Eftersom takstgrænsen i forbindelse med strukturreformen i praksis er flyttet over på den anden side af Ulstrup Station, vil rejsen mellem Viborg og Ulstrup, der før blev prissat efter trafikselskabets (Viborg Amts Fælleskommunale Trafikselskab) takstsystem, nu skulle prissættes efter DSB’s takstsystem. Det følger heraf, at prisen på rejser kan ændre sig væsentligt. For rejser mellem Viborg og Ulstrup er prisen på klippekort steget med 51 pct., mens priserne på kontantbilletter og periodekort er steget med henholdsvis 16 og 3 pct.

 

Takstgrænsen er flyttet pga. ændringerne i kommunestrukturen i området omkring Ulstrup. Ulstrup lå før strukturreformen i Viborg amt og i Hvorslev kommune, som efter strukturreformen er en del af Favrskov kommune.

 

Hovedparten af Favrskov kommune hørte tidligere under Århus amt, hvorfor det har været naturligt at lade Favrskov kommune være en del af Midttrafiks tastområde Øst, der i hovedtræk dækker det tidligere Århus Amt. Da Viborg ligger i Midttrafik takstområde Midt, betyder det, at rejser mellem Ulstrup og Viborg nu foregår mellem to takstområder, således at prissætningen nu følger DSB zonekort og prisrække, hvor den tidligere fulgte det lokale trafikselskabs zoner og prisrække. Der er ofte ikke er sammenfald mellem DSB's zonekort og de lokale zoner, som anvendes i trafikselskaberne.

 

I forbindelse med strukturreformen er en række mindre trafikselskaber sammenlagt således, at der nu kun eksisterer 5 trafikselskaber (herudover er der dog trafikken, der varetages af Bornholms Regionskommune). De tidligere trafikselskaber havde hvert sit takstsystem. Ved sammenlægningen af de tidligere trafikselskaber var det således nødvendigt at tilpasse disse trafikselskabers takstsystemer sådan, at de passer med den nuværende trafikselskabsgeografi. 

Trafikselskaberne har ønsket at harmonisere taksterne for de tidligere trafikselskaber, for at opnå et mere ensartet takstniveau inden for de nye trafikselskabers område. Der har været ændringer af både selve prisrækken, men også ændringer i produktsortiment og rabatter.

 

Det er forsøgt at undgå væsentlige ændringer i taksterne ved overgangen til den ny struktur, men det har ikke været muligt at opnå i alle tilfælde.

 

Væsentlige ændringer i taksterne har således i nogle tilfælde været konsekvensen, når en kommune (eller en del heraf) sammenlægges med en kommune, som har været en del af et andet trafikselskab. Ændringerne opstår dermed hovedsagligt ved de gamle trafikselskabers grænser eller de steder, hvor et trafikselskab er blevet delt over i forbindelse med strukturreformen. Der er dog også eksempler på væsentlige takstændringer, hvor en kommune, som før havde sit eget trafikselskab med eget takstsystem, indlemmes i et nyt større trafik-selskab.

 

Jeg vil gerne fremhæve, at for mange rejsende har den nye struktur også betydet prisfald. Det er ikke muligt at give en udtømmende liste over alle rejserelationer, hvor takststrukturen har ændret sig pga. strukturreformen.

 

I øvrigt kan jeg oplyse, at trafikselskabernes gennemsnitlige takststigninger mellem 2006 og 2007 var på cirka 3 pct.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen