|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            15. marts 2007 J. nr.  004-018-135    Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 28. februar 2007 stillet mig følgende spørgsmål 162 (alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"På baggrund af den seneste opgørelse over lukninger af Storebæltsbroen, hvor 2007  tegner til at være det år, hvor broen har været længst lukket siden åbningsåret, og på baggrund af de senere års stadig stigende trafik på broen bedes ministeren oplyse, hvilke overvejelser ministeren gør sig med henblik på at skaffe alternativer til Storebæltsbroen, så landsdelstrafikken også fremover, og ved lukning af broen i kortere eller længere perioder, kan afvikles forsvarligt. Ministeren bedes i sit svar komme ind på potentielle trafikale anlæg på landsiden, som kunne være med til at afvikle landsdelstrafikken."
Ifølge Sund & Bælt har vejforbindelsen over Storebælt været lukket 3 gange i 2007 på grund af vejrforhold og hensynet til trafikkanternes sikkerhed. Siden slutningen af 1999 og til og med den 25. februar 2007 har der i alt været 25 totallukninger, hvoraf de 18 skyldes vejrforhold som vind og nedfald af is.
Den 3. juli 2006 oversendte jeg til Trafikudvalgets orientering Transport- og Energiministeriets rapport om alternative transportmuligheder ved en afbrydelse af den faste forbindelse over Storebælt. Rapporten blev udarbejdet af en arbejdsgruppe, som blev nedsat i foråret 2005 på baggrund af påsejlingsulykken (Karen Danielsen), der fandt sted ved Vestbroen den 3. marts 2005.
Arbejdsgruppen havde som opgave at kortlægge de eksisterende rammer for håndteringen af en afbrydelse af Storebæltsforbindelsen i henholdsvis kortere og længere tid (under henholdsvis over 4 uger). Man så på en afbrydelse af vejdelen, på af en afbrydelse af jernbanedelen samt på en samtidig afbrydelse af både vej- og jernbanedelen.
Ifølge rapporten er der aktuelle transportmuligheder både ved en afbrydelse alene af vejdelen og ved en afbrydelse alene af jernbanedelen – i både kortere og længere tid.
Hvis der sker en afbrydelse af både vej- og jernbanedelen - i både kortere og længere tid – vil færgetransport ifølge rapporten være det reelle alternativ til Storebæltsforbindelsen. Der vil ved en længerevarende afbrydelse være et behov for at indchartre ekstrafærger, såvel bilfærger som hurtigsejlende passagerskibe. Det vil også være nødvendigt at klargøre en række færgelejer, som ikke benyttes i dag.
Der er igangsat et opfølgningsarbejde i relation til anbefalingerne i ovennævnte rapport i tilfælde af en længerevarende afbrydelse af den faste forbindelse. Der foretages bl.a. undersøgelser af havneinfrastruktur og øget kapacitet på færgeruter mellem landsdelene.
Flemming Hansen