Aksel C. Nielsen

Kongelig Dansk Aeroklub

Lufthavnsvej 28

4000 Roskilde

Dato             15. februar 2007

J nr.             231-8

  

 

I brev af 23. januar 2007 skriver De. at SLV har handlet i strid med regeringens politik under forhandlingerne af forslaget om ændring af EASA forordningen. De har i den forbindelse henvist til indholdet af grundnotatet vedrørende forslaget.

Jeg er ikke enig i denne påstand.

Det er korrekt, at det af grundnotatet fremgår, at regeringen overordnet set er positiv over for forslaget.  Dette er imidlertid alene en tilkendegivelse af regeringens foreløbige generelle holdning og det indebærer ikke, at der er opbakning til alle enkeltdele i forslaget.

Den detaljerede danske holdning er fastlagt i et rammenotat fra EU- specialudvalget vedrørende transportspørgsmål, der består af en række ministerier, styrelser, myndigheder og en række organisationer

Af rammenotatet vedrørende EASA forordningen fremgår det vedrørende forslagene om fritidsflyvning, at der fra dansk side dels lægges afgørende vægt på, at forslaget mindst opretholder ICAO’s standarder, og at det er medlemsstaterne, der skal godkende og føre tilsyn med bedømmelsesorganerne, og at disse organers eventuelle adgang til at udstede certifikater sker i form af delegation fra de nationale myndigheder.

Forud for Rådsmødet den 11. - 12. december 2006 har jeg under samråd i Folketingets Trafikudvalg redegjort for regeringens detaljerede holdning til forslaget, og den samme holdning blev forelagt for Folketingets Europaudvalg som forhandlingsoplæg. Der blev ikke konstateret flertal mod dette oplæg.

Rådet af transportministre nåede på mødet den 11. - 12. december 2006 frem til en fælles enighed om forslaget, og det kunne her konstateres, at der var en generel enighed blandt medlemslandene om, at det er medlemslandene, der skal udstede forskellige fællesskabsanerkendte godkendelser.

Det forslag, der opnåedes enighed om, er således fuldt ud i overensstemmelse med regeringens politik på området.

Jeg kan supplerende om bedømmelsesorganer oplyse, at ændringen af forslaget ikke udelukker, at der nationalt fremover vil kunne indrømmes organer rettigheder til at udstede visse former for godkendelser m.v. Det er klart kommet til udtryk i Rådets pressemeddelelse, de blev udsendt om rådsmødet. 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen