København

Niels Juels Gade 13

Postboks 9018

1022 København K

Tlf.  3341 3333

Fax 3315 6335

[email protected]

www.vejdirektoratet.dk

 

SE 60729018

Giro 7 09 40 00

EAN 5798000893450

 

1. februar 2007

Dok. 06/00218-10

116547.doc

Sagsbehandler

Jens Chr. Probst

Dir. tlf. 3341 3616

[email protected]

 

 
Transport- og Energiministeriet

Vejkontoret

Frederiksholms Kanal 27

1220 København K.

 

[email protected]

 

Ny motortrafikvej Ødsted-Ny Højen-E45 (”Borgmestervejen”)

 

Ministeriet har med brev d. 23. oktober 2006 anmodet om Vejdirektoratets vurdering af statens interesser i Vejle Amts planer for en ny motortrafikvej Ødsted-Ny Højen-E45 (”Borgmestervejen”) med henblik på stillingtagen til vejbestyrelsesansvaret for projektet efter den 1. januar 2007.

 

Som konsekvens af kommunalreformen opklassificeres en række af amternes landeveje til hovedlandeveje (statsveje). Med kommunalreformen udvides således det statslige vejnet, der bidrager til opretholdelse af gode og hurtige vejforbindelser mellem regioner, byer og knudepunkter. Statens vejplanlægning for det fremtidige hovedlandevejsnet skal ses i sammenhæng med regionernes udviklingsplaner, og vil kunne understøtte regional udvikling. Et vigtigt element i regeringens strategi for at fastholde og styrke vækstvilkårene for dansk erhvervsliv er sikring af et velfungerende overordnet vejnet i forhold til regional udvikling.

 

Vejdirektoratet udarbejder iht. § 26 i lov om offentlige veje (vejloven) planer for de nye veje og forlægninger, som efterhånden tænkes udført på hovedlandevejsnettet. Vejdirektoratet har derfor som vejbestyrelse for hovedlandevejene med brev d. 5. juni 2006 anmodet amterne om, at amtslige vejplaner vedr. landevejsstrækninger, der opklassificeres til hovedlandevej, oplyses med henblik på at vurdere om amtslige vejplaner og disses eventuelle sikring skal opretholdes iht. vejlovens § 27 m.fl. Vejle Amt har med brev d. 6. juli 2006 oplyst, at amtet vedr. det fremtidige hovedlandevejsnet har vejplaner for:

 

-        Ny motortrafikvej mellem Vandel og Bredsten (rute 28)

-        Ny motortrafikvej Ødsted – Ny Højen – E45 (rute 28)

 

Vejle Amt har således forudsat, at motortrafikvejen Ødsted-Ny Højen-E45 vil indgå i vejplanerne for det fremtidige hovedlandevejsnet.

 

Vejplanerne vedrørende motortrafikvejen Bredsten-Vandel og motortrafikvejen Ødsted-Ny Højen-E45 blev medtaget i den overordnede vejnetsplanlægning af vejforbindelser til Billund, der blev undersøgt med Vejdirektoratets rapport nr. 66, 1997” Veje til Billund”, jf. ”forslag 2 – rute 28 og nordlig E45-linie”.

 

Rute 28 var indtil 1. januar 1998 hovedlandevej på strækningen mellem E45 og Billund med Vejdirektoratet som vejbestyrelse. Med vejlovsændringen i 1998 blev Vejle Amt vejbestyrelse for denne strækning, og Vejle Amt fulgte op på ovennævnte vejnetsplanlægning på sit vejnet og etablerede på rute 28 en omfartsvej ved Vandel (og Billund) og besluttede ovennævnte motortrafikvejsplaner på strækningerne mellem Vandel og Bredsten og syd om Vejle til motorvej E45 (”Borgmestervejen”).

 

Efter kommunalreformen er Vejdirektoratet igen vejbestyrelse for rute 28 mellem E45 og Billund. En forlægning af rute 28 til en ny motortrafikvej fra motorvej E45 syd for Vejle til Ødsted vil således kunne indgå i en fremtidig mere direkte og overordnet vejforbindelse mellem Billund og motorvejsnettet syd for Vejle. Det forudsættes i så fald, at en kort kommunevejsstrækning, Ødsted-Bredsten, (tidligere landevej) opklassificeres til hovedlandevej samtidig med anlæg af en ny motortrafikvej fra motorvej E45 til Ødsted, således at sammenhængen i hovedlandevejsnettet opretholdes. Samtidig nedklassificeres hovedlandevejen (del af rute 28) på strækningen gennem Vejle by til kommunevej mellem motorvej E45 og Bredsten.

 

./.

 
          Det er på denne baggrund Vejdirektoratets opfattelse, at Vejle Amts planer for en ny motortrafikvej Ødsted-Ny Højen-E45, naturligt knytter sig til det udvidede hovedlandevejsnet (statsvejnet) og derfor bør indgå i den fremtidige statslige vejplanlægning med en vejlinje som vist på vedlagte oversigtskort. Vejle Amt har gennemført VVM-undersøgelse og høring af et motortrafikvejsprojekt med en linjeføring i den -nævnte vejlinje, og har vedtaget regionplantillæg nr. 1 til regionplan 2001 – 2013 for dette vejanlæg.

 

Med henvisning til vejlovens § 27 indstiller Vejdirektoratet, at der på vejplan for hovedlandeveje optages en vejlinje som vist på det vedlagte oversigtskort til sikring af et senere vejanlæg.

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Ole Kirk

Planlægningschef