Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato                17  . januar 2007

J. nr.           004-U18-96

  

 

Trafikudvalget har i brev af 4. januar 2007 stillet mig følgende spørgsmål 113 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr.  113:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 4. januar 2007 fra Letbaner.dk vedr. en langsigtet trafikplan for København, jf. TRU alm. del - bilag 182."

 

Svar:

 

Trafikgruppen Letbaner.DK har fremsendt deres forslag til en langsigtet trafikplan for København.

På baggrund af det fremsendte letbaneforslag har jeg bl.a. følgende kommentarer:

Trafikplanen er udelukkende fokuseret på forslag om letbaner, og kan derfor ikke siges at være en trafikplan i almindelig forstand.

 

Ifølge forslaget er det stort set uproblematisk at etablere et omfattende letbanesystem i Københavnsområdet.  Der er som bekendt i årenes løb udarbejdet flere undersøgelser af fordele og ulemper ved sporvogns-/letbanebetjening i Københavnsområdet, senest Planredegørelse for den kollektive trafik i København, og resultaterne af disse undersøgelser er ikke, at letbaner er uproblematiske og den eneste rigtige løsning. Blandt andet fordi det er muligt at opnå den samme rejsehastighed med busbetjening, hvis man giver busserne den samme fremkommelighed i gadenettet, som letbaner i givet fald forventes at få. Og det kan gøres væsentligt billigere. Netop konceptet ”Tænk sporvogn – kør bus” anvendes en del i Sverige bl.a. i Göteborg, som ellers er en by med udbredt sporvognsbetjening. Samme koncept er i formen ”Tænk metro – kør bus” grundlaget for den vision for kollektiv trafikbetjening af Nordhavnsområdet, som HUR har udarbejdet i samarbejde med Københavns Kommune.

 

Letbaner vil desuden lægge beslag på en stor del af de pågældende gaderum. Det vil af nogle opfattes som positivt og af andre som negativt.  Et meget sandsynligt resultat vil være, at det nærliggende gadenet vil blive yderligere belastet. Letbaner.DK skriver i deres følgebrev til Trafikudvalget, at et argument, som ofte nævnes mod letbaner i København, er, at ”der ikke er plads til letbaner i København”. Derfor fremhæves det i følgebrevet, at 90 pct. af de foreslåede strækninger anlægges på bredere veje, hvor der udover letbanen er plads til ét spor til biltrafik og derudover cykelsti og fortov i hver retning. Det er imidlertid langt fra sikkert, at dette kan sikre en hensigtsmæssig afvikling af trafikken. F.eks. hvis man ønsker at afvikle væsentlig mere biltrafik på disse bredere gader end ét spor i hver retning kan klare, fordi man ønsker, at friholde det nærliggende gadenet for uvedkommende biltrafik, eller hvis der skal være plads til andre ting i gaderummet f.eks. parkering/varelevering eller bedre opholdsareal. 

 

Oplægget omtaler bl.a. letbaner som mulige fødelinier til Metrocityringen. Jeg kan oplyse, at der i forbindelse med Københavns Kommunes overvejelser, om hvorvidt der i Cityringsprojektet skal medtages forberedelse af en afgrening fra Cityringen mod Brønshøj, vil blive set på fordele og ulemper ved både bus-, letbane- og metrobetjening som fødelinie, men der er ikke planer om at forlænge en eventuel letbanebetjening ind i området inden for Cityringen.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen